Ansigtssmerter

Ansigtssmerter kan inddeles i forskellige typer, afhængig af anfaldenes karakter: 1. Neuralgiforme smerter, som omfatter trigeminusneuralgi og atypisk trigeminusneuralgi. 2. Non neuralgiforme smerter, kaldet atypiske ansigtssmerter. Disse omfatter et smertebillede med årsagsforhold i caries, tandrodsbetændelse, muskelsmerter samt orale dysæstesier. 3. Hovedpinerne, forårsaget af arteritis temporalis, Hortons hovedpine samt migræne. 4. Ansigtssmerter forårsaget af kæbeledssmerter. Ægte trigeminusneuralgi. Årsagen til denne invaliderende lidelse er ukendt. Den forekommer hyppigst hos ældre og ses fire gange så hyppigt hos kvinder som hos mænd. I nogle tilfælde kan man påvise åreforkalkning som årsag til lidelsen. Symptomerne er, som navnet siger, ansigtssmerter der kommer lynhurtigt uden forudgående varsel. Patienterne beskriver smerterne som et lyn fra en klar himmel. De kan være spredt over hele døgnet og anfaldene er meget intense og meget kortvarige, af 1-2 minutters varighed, og er af en brændende og skærende karakter. Der kan under anfaldet være meget kraftige muskelkontraktioner i ansigtets muskulatur. Lokalisationen er hyppigst enkeltsidig og hyppigst lokaliseret til nervus trigeminus’ 2. gren, men kan findes såvel i 1., 2. som 3. gren. I ganske få tilfælde ser man de tre grene angrebet samtidig. Hyppigst er det en kombination af smerte svarende til 2. og 3. gren. Der er meget sjældent tale om dobbeltsidig påvirkning. De voldsomme smerteanfald provokeres af bestemte ting såsom meget lette sensitive påvirkninger af ansigtets hud. Det kan være temperaturforandringer, men også mekaniske påvirkninger i form af spisen, synkning, tale, barbering, strålerne fra brusebadet og blæst. Ofte er man i stand til at påvise en såkaldt “trigger zone” på ansigtets hud eller i mundslimhinden, dvs. et skarpt afgrænset parti hvor påvirkning udløser anfald. Dette bevirker at patienterne ofte er rædselsslagne for at bevæge ansigtet og derfor holder musklerne fikserede, hvorved udtrykket “maskeansigt” er opstået. Patienterne er naturligvis angste og forpinte og som regel i en dårlig almentilstand. Der er lange intervaller mellem anfaldene, hvor patienterne er fuldstændig smertefrie. Der kan være såkaldte vegetative fænomener i tilslutning til anfaldene, især hen mod slutningen af anfaldene kan man se rødme og tåreflåd samt flåd fra næse, øget spyt- og svedsekretion. Diagnosen stilles på symptomerne og på udelukkelse af svulster eller andre generelle lidelser, som kan fremkalde lignende symptomer. Det er naturligvis væsentligt at få adskilt de ægte trigeminus neuralgier fra de non neuralgiforme smerter i form af atypiske ansigtssmerter. Som nævnt er lidelsen trigeminusneuralgi stærkt invaliderende for patienten og der har været forsøgt behandling med mange forskellige midler. Kirurgisk har man benyttet sig af flere former for indgreb til behandling af trigeminusneuralgi. Nogle foregik centralt i hjernen, således termokoagulation i nervens ganglion eller mikrovaskulær dekompression og alkoholinjektioner i gangliet. Af perifere indgreb har man foretaget direkte overskæring af nerven, en såkaldt exairese. Man har foretaget kuldebehandling og alkoholinjektioner. Der er beskrevet tilfælde af injektion med atropinsulfat og med betablokkere samt streptomycininjektioner. Af disse perifere indgreb er der stort set kun kryoterapi som fortsat anvendes. Alkoholinjektioner forværrede ofte situationen, da der blev fremkaldt en vedvarende forfærdelig smerte hos patienten, en såkaldt anaesthesia dolorosa. Af medicinske behandlinger har man især brugt Tegretol, Nordotol, Trileptal, Diphenylhydantoin eller Lioresal som muskelrelaksantier og Rivotril, som også er et epilepsimiddel. Karbamazepinpræparaterne har vist meget god effekt. Disse præparater har dog en del bivirkninger, hvorfor man har søgt andre behandlingsmuligheder. Af disse har i de senere år især akupunktur og laserterapi været anvendt med nogen succes. Arteritis temporalis. Lidelsen er udtryk for en betændelsestilstand i de mellemstore og store arterier, hvor især arteria temporalis i tindingeregionen kan være ramt og stå spændt. Lidelsen debuterer i reglen i de ældre aldersgrupper og stiger med alderen. Kvinder angribes dobbelt så hyppigt som mænd. Der vil i reglen være enkelt- eller dobbeltsidig hovedpine samt ømhed og hævelse svarende til den superficielle arterie. Der kan være synsnedsættelser og andre øjensymptomer, som er væsentlige for diagnosen. Der kan være smerter i tyggemuskulaturen og der kan hos enkelte være ledproblemer. Behandlingen er en systemisk behandling med glukokortikoider og ved hurtigt indsættende behandling er prognosen god og senfølgerne sjældne. Hortons hovedpine eller “klyngehovedpine”, som den også kaldes, forekommer altid ensidigt og er en meget generende smerte lokaliseret omkring det ene øje, altid i samme side og med samtidigt tåreflåd. Anfaldene er ophobede og varer ca. 15-60 minutter. Behandlingen er medicinsk, i reglen med migrænemidler. Migræne optræder smertemæssigt anfaldsvis. I reglen vil der være en aura i form af lysglimt i det modsidige synsfelt og der vil være en ensidig dunkende hovedpine. Der vil ofte være kvalme og opkastninger og lys- og lydoverfølsomhed. Der er familiær ophobning af tilfældene. Migræne behandles medicinsk og der i dag gode behandlingsmuligheder.