Hvide forandringer

Lichen Planus Lidelsen er en hudsygdom, der viser sig ved et kløende udslæt på den nederste del af armene og benene. Lidelsen har affektioner i mundhulen. Den er relativ hyppig og ses især hos midaldrende eller ældre kvinder. Der kendes ikke nogen årsag til lidelsen. En del tilfælde kan relateres til medicinindtagelse og en følge af dette og betegnes lichenoide reaktioner. Lidelsen er hyppigst asymptomatisk og viser sig klinisk ved hvide, stregformede tegninger på slimhinden (Fig. 2.4.1). Ind i mellem ses større erosive forandringer som led i lidelsen (Fig. 2.4.2). Lidelsen ses hyppigst på kindslimhinden, men ses også på tungen. På tandkødet kan lidelsen præsentere sig som en deskvamativ gingivitis, dvs. de øverste epitellag kan skrabes af og efterlader en blødende og smertefuld overflade. Læsionen kan i svære tilfælde behandles med korticosteroider, evt. fastholdt på tandkødet af en okklusionsskinne, dvs. en form for tandbeskytter, der går ned over tandkødet. Candidosis oralis Svampeinfektion i mundhulen kaldes også trøske og er karakteriseret ved hvide belægninger, som kan skrabes af og som efterlader en rå, blødende overflade. Svampeinfektion kaldes også for de syges sygdom og det er karakteristisk, at svampeinfektion i mundhulen optræder i forbindelse med en generel svækkelse af anden årsag. For at stille den korrekte diagnose, kan man foretage en podning. Symptomerne er irritation i form af svien og brænden i slimhinden. Der kan være en fornemmelse af mundtørhed. Behandlingen består i lokal svampebehandling med sugetabletter eller creme og i de mere alvorlige tilfælde kan der anvendes en generel svampeterapi i form af tabletter. Lidelsen ses hos børn, som akut trøske. Man vil da se hvide belægninger som på Fig. 2.4.3. På Fig. 2.4.4 ses svampebelægninger i ganeslimhinden hos en voksen. Lidelsen er hyppigt lokaliseret til patienter med helproteser, idet disse giver et fugtigt, varmt miljø, som ved små læsioner i slimhinden vil give mulighed for at svampen sætter sig fast og udvikler sig til en egentlig infektion. Lidelsen ses også efter længere tids behandling med antibiotika eller steroider. Morsicatio buccarum Kindbidning er en lidelse, som ses hos nervøse personer som afstresser ved at gå og tygge på mundslimhinden (Fig. 2.4.5). Da slimhindelæsionerne ikke får ro til at hele op, vil de efterhånden antage en lidt voluminøs karakter og patienterne søger behandling fordi man frygter tumorer. Lidelsen er dog harmløs og vil forsvinde ved ophør af uvane. Keratoser En kraftig forøgelse af de øverste epitallag ser man i tilfælde, hvor der sker en kraftig mekanisk påvirkning af området, som f.ex. Fig. 2.4.6 og Fig. 2.4.7, som er udsat for kraftig brug af tandbørsten. Sådanne læsioner betegnes friktionskeratoser. White sponge naevus Dette er en meget sjælden lidelse, som viser sig ved hvide, kraftigt foldede områder, hovedsagelig i kindslimhinden og forekommende i begge sider samtidig. De er temmelig uregelmæssige i overfladen og lidt vaskebrætagtige i deres formation. Lidelsen er arvelig, men kan forekomme uden kendte arvelige prædispositioner. Der bør tages en biopsi fra området for at stille den korrekte diagnose. Leukødema Leukødema er en kronisk tilstand, hvis årsag er ukendt. Tilstanden ses hyppigere hos tobaksnydere, især piberygere. Mange mener, at det er en variation indenfor det normale og det er karakteriseret ved et diffust, gråhvidt, mælkeagtigt eller gennemskinneligt udseende af slimhinden. De ses ofte bilateralt. Karakteristisk for leukødema er, at læsionen forsvinder når kinden strækkes. Tilstanden er godartet og kræver ingen behandling. Rygers gane Piberygning er den sædvanlige årsag til rygers gane. Ganen, såvel den hårde som den bløde gane, er afficeret. Man ser, som på Fig. 2.4.10, røde åbninger til de små spytkirtler, som er hævede. Lidelsen er fuldstændig godartet. Den forsvinder som regel ved ophør af piberygning. Leukoplaki En hvid belægning på mundslimhinden, som ikke kan skrabes af og som ikke kan diagnosticeres som noget andet, betegnes for en leukoplaki. Leukoplakier er i enkelte tilfælde forstadier til mundhulekræft og der bør derfor altid tages en vævsprøve og stilles en rigtig diagnose af en leukoplaki. Leukoplakierne kan inddeles i homogene og non-homogene leukoplaier. Der bør foretages en podning for svamp, idet man er i stand til at ændre en non-homogen til en homogen ved svampebehandling. På Fig. 2.4.11 ses en leukoplaki i mundvinklen i højre side og på Fig. 2.4.12 ses en leukoplaki, som strækker sig ud fra kinden, ned over gummen og ned i mundbunden. På grund af de mundbundssår, man observerer, er det vigtigt at få taget en korrekt biopsi hos netop denne patient. I forbindelse med fremkomsten af HIV/AIDS ses ofte en såkaldt håret leukoplaki på tungens siderand (Fig. 2.4.13). En sådan leukoplaki kan dog også ses hos patienter i immunosuppressiv behandling. Carcinoma oris Mundhulekræft er en relativ sjælden kræftform og optræder med ca. 400 tilfælde om året i Danmark. På Fig. 2.4.14 ses et tilfælde af en leukoplaki i mundbunden, som ved en vævsprøve viste sig at have udviklet sig til en mundhulekræft. På Fig. 2.4.15 ses en lidt eksofytisk, blomkålsagtig udvækst på slimhinden, helt bagtil i underkæben og ved vævsprøve viste dette sig at være en mundhulekræft. Behandlingen af mundhulekræft kan enten være kirurgisk fjernelse, strålebehandling eller en kombination af strålebehandling og kirurgisk fjernelse.