Kosmetisk Tandpleje

Kosmetisk tandpleje I Danmark har vi heldigvis ikke idealer om en perfekt tandrække, som ofte får et kunstigt præg. De fleste mennesker ønsker dog at have et pænt smil. Der kan være forskellige årsager til at man ønsker at behandle tænderne i fortandsområdet på den ene eller anden måde. Væsentlige årsager til at man vælger at behandle, kan være medfødte defekter i emaljen (emaljehypoplasier), knækkede tandhjørner (frakturer i emalje/dentin), mindre tandstillingsfejl som for store mellemrum mellem fortænderne(diastema), taptænder, misfarvning p.gr.a. rodbehandling eller gamle misfarvede plastfyldninger. Plastfyldninger. Gamle plastfyldninger (to-komponente) bliver p.gr.a. den kemiske sammensætning ofte misfarvede (gule). Idag har man farvestabile materialer, og en gammel plastfyldning bliver oftere skiftet på grund af den kedelige gule farve, sjældnere på grund af caries eller kantdefekter. En gulnet fyldning kan skæmme et iøvrigt pænt tandsæt. Man kan også vælge at behandle med plast, hvis der er brune misfarvninger typisk langs tandkødsranden, hvor et begyndende cariesangreb er gået i sig selv. Den porøse overflade modtager lettere misfarvning og et kronisk cariesangreb, som det kaldes, er brunt og kan ikke pudses væk. Hvis det forekommer et synligt sted, kan man slibe den misfarvede emalje bort og lægge en plastfyldning svarende til tandens naturlige farve. Plastmaterialer findes i mange nuancer og har desuden kamæleoneffekt, dvs. tager farve efter tanden. Der kan også forekomme medfødte defekter i emaljen (emaljehypoplasier). Disse kan vise sig som små huller i overfladen eller hvide/brune pletter. Såfremt der er farvede områder slibes disse bort, tanden behandles derefter med en syregel (37% fosforsyre), som bevirker at overfladen får et ru mikrorelief, det ses som en hvidlig mat overflade, hvis tanden blæses tør. Derefter påføres en tyndflydende plastlak (resin) og til sidst plast i en passende farve. Plasten pudses til slut. Denne måde at fæste plasten på (bonding) betyder at fyldningen får en god binding til tanden. Tandskader, dvs. afslåede (affrakturerede) hjørner, behandles ofte med plast. Beslibningen af den naturlige tand er mindst omfattende når tanden kan restaureres med plast. Der slibes (præpareres) en skråfacet (bevel) omkring bruddet, så plasten får så stor bindeflade som muligt og tanden forbehandles som tidligere omtalt. Omfatter bruddet også tandbenet (dentinen) forbehandles med en dentinbinder . Herved opnås maksimal binding. De nyeste plastmaterialer til fortænder findes i dentinfarver (tandben) og emaljefarver samt forskellige effektfarver. Tanden kan således bygges op så tæt på den naturlige tands farve som muligt. Hos børn repareres tandfrakturer altid med plast selvom frakturens størrelse betyder at tanden senere skal krones.På den måde kan man udskyde en mere omfattende beslibning indtil nervekanalen i tanden har trukket sig sammen (i alderen ca 20-21 år). Store mellemrum (diastemata) kan gøres mindre med plast. Tandemaljen slibes ganske let og man benytter igen bondingteknikken før tanden formes således at mellemrummene mindskes til et kosmetisk pænt resultat. Plastfacader Tænder , som er misfarvede på grund af tidligere rodbehandlinger eller traumer (obliteration), kan hvis der ikke er for store defekter maskeres med plast. Der slibes først et tyndt lag af emaljen, overfladen ætses med 37% fosforsyre og derefter bygges tanden op, først med tyndflydende plast (resin) derefter maskeringsplast, som dækker den uønskede misfarvning, og til sidst dentin- og emaljeplast. Et godt resultat afhænger af, hvor mørk tanden er, en alternativ behandlingsform, når det drejer sig om rodbehandlede tænder, er intern blegning som omtales senere. Er tanden meget mørk og har den desuden store defekter er en krone ofte en bedre og langt mere holdbar løsning, se omtale senere. Der er en begrænsning i anvendelsen af plast til både store defekter og facader. Plast kan frakturere og kan også misfarves specielt af tobak og farvestoffer fra drikkevarer og føde. Når behandlingen planlægges indgår bidforhold og tendens til misfarvninger i overvejelserne. Porcelænsfacader Porcelænsfacader er en ideel behandling hvis tandens facon eller overflade skal ændres, men da facaden er meget transparent skal tandens naturlige farve ikke afvige særligt fra nabotænderne. Emaljen beslibes på hele ydersiden (facialfladen) i en dybde af 0,5-1 mm. Man kan vælge at inddrage skærekanten (incisalkanten) således at facaden overdækker denne. Efter beslibning af tanden tages et aftryk og porcelænsfacaden fremstilles på et dentallaboratorium. I mellemtiden beskyttes tanden med et plastprovisorium. Efter ca. 1 uge er facaden klar til cementering, den bliver ætset på den flade, der vender mod tanden, tanden ligeledes og når facaden derefter limes på (cementeres) med plastcement har cementen godt greb i både facade og tand. Denne binding er utroligt stærk. Laminatkroner Laminatkroner fremstilles efter samme princip, dog beslibes tanden på alle flader. Denne behandling vælges ved mindre frakturer eller eksempelvis taptænder som er en medfødt minitand (mikrodont) typisk sv.t. nr. 2 tand fra midten (2+2). Laminatkronen er en biologisk skånsom behandling p.gr.a. den meget begrænsede tilslibning.Man kan sige at porcelænskronen blot erstatter tandens emalje. Procerakroner Procerakronen er en rent keramisk krone, som består af en indre stærk aluminiumoxydkerne ( Al2O3 ) hvorpå porcelænet er direkte påbrændt. Tanden beslibes til en konisk stub ca.1,5-2mm i dybden.Der tages aftryk og et speciallaboratorium fremstiller den indre stærke kerne.Tandlægens sædvanlige laboratorium brænder derefter den ydre porcelænkappe udenpå. Denne kronetype er kosmetisk flot og meget stærk. Den kan cementeres med både fosfatcement, glasionomercement og plastcement. Man benytter ikke bondingteknik her.Behandlingen er velegnet til rodbehandlede tænder med stiftopbygning eller misfarvede tænder, da tandens farve ikke skinner igennem Procerakronen. Metalkeramikkroner Metalkeramikkronen er den traditionelle fortandskrone, som består af en indre støbt guldkappe ca. 0,5-1mm tyk, hvorpå porcelænet er fastbrændt ca..1-2mm tykt. Beslibningen af tanden til en konisk stub ca.1,5-2mm i dybden betyder at indgrebet er mere radikalt end for laminatkronens vedkommende. Behandlingen er velegnet til tænder med større defekter, rodbehandlede tænder og misfarvede tænder. Afslutningen ved tandkødsranden kan laves i ren porcelæn (skulderpocelæn) og man kan derved få en mere naturlig lysbrydning i kronen. Er tanden rodbehandlet fremstilles forinden støbt eller plastisk stiftopbygning. Kronetypen benyttes i brokonstruktioner, hvor en eller flere tænder mangler. Intern blegning En intern blegning er ofte at foretrække ved intakte tænder, som er misfarvede (blå eller grå) p.g.a. en tidligere rodbehandling. Skal en sådan tand krones, er det nødvendigt at vælge enten metalkeramik eller Procera og det vil medføre rimeligt omfattende omfattende beslibning af tanden. I stedet kan man blege tanden på følgende måde: Fyldningsmaterialet på bagsiden af tanden fjernes og en del af rodfyldningen til ca. 3mm under tandkødsranden fjernes. Tanden ætses med 37% fosforsyre i hulrummet og skylles. Natriumperborat (pulver) fugtet med vand fyldes heri og øverst lægges en foreløbig (provisorisk) fyldning. Efter ca. 1 uge fjernes blegematerialet, tanden skylles og proceduren gentages. Det er oftest nødvendigt at gentage behandlingen 3-4 gange. Når blegningen er afsluttet lægges en lys glasionomercement i den dybeste del og en dækfyldning af plast øverst. Man skal være opmærksom på at sølvmisfarvning fra en gammel sølvfyldning ikke kan bleges. Ekstern blegning Tænder, der generelt er misfarvede af tobak/farvestoffer fra kosten eller har defekter i emaljen (emaljehypoplasier, kronisk caries, amelogenesis imperfecta etc), som med tiden er blevet misfarvede, kan bleges eksternt. Dette foregår som regel ved hjemmeblegning. Først tages aftryk af tænderne og laboratoriet fremstiller en blegeskinne. Skinnen er udformet således, at der er plads til et lille reservoir blegegel sv.t. forsiden af tænderne. Skinnen fyldes med en lille mængde gel bestående af 10% carbamidperoxid, den sættes på plads og overskydende gel fjernes. Behandlingen foretages 2 gange 30 min. dagligt eller man bærer skinnen om natten. Blegningen varer 2-4 uger. Efter en blegning kan det være nødvendigt at udskifte gamle mørke fyldninger, da disse ikke bleges af gelen. Hvis man er ryger anbefales rygestop for at undgå recidiv. Bivirkninger som følsomhed i tænderne og irritation i tandkødet kan ofte forkomme. Følsomheden aftager dog i løbet af 1 uge efter endt behandling. Klinikblegning Blegningen kan også foregå på klinikken. Der lægges en gummimembran (kofferdam) omkring de tænder, der skal bleges, så slimhinder og mundhule er beskyttet. Blegemidlet, som i dette tilfælde er 35% hydrogenperoxid eller 35% carbamidperoxid,lægges på tænderne og efter 20-30 min. evt. suppleret med varmebehandling, er blegningen slut. Behandlingen gentages 2-3 gange. Er overfladen på tænderne meget ujævn, kan man vælge at forsegle med en plastfyldning (mikrofilplast) 14 dage efter endt blegning. Før man overvejer blegning skal bivirkningerne opvejes mod fordelene ved at blege. Er der således kraftige misfarvninger, som ellers kun vil kunne behandles ved bortslibning og behandling med plast/porcelæn, er blegning et godt alternativ. Her vil det være meget mere skånsomt at blege. Det er ikke påvist at blegemidlerne skader tandnerven, men den øgede sensibilitet i blegeperioden skyldes, at stofferne (carbamidperoxid eller hydrogenperoxid) trænger helt ind til nerven. Desuden sker der en let beskadigelse af emaljeoverfladen da pH-værdien i præparaterne er lav (sur).