Min kæbe går af led
En del patienter oplever, at deres kæbe går af led, dvs. bliver siddende i åben stilling, således at de ikke er i stand til selv at lukke tænderne sammen igen (Fig. 3.8.1). Disse patienter må ofte på skadestuen for at have reponeret kæben. Dette gøres bedst ved at patienterne får Stesolid og herefter lokalbedøvelse omkring det aktuelle led. Herefter skal kæben presses nedad og bagud, indtil den går på plads i forhold til bruskskiven i kæbeleddet. Herefter skal patienterne have flydende kost i en periode på ca. 8 dage og de skal holde kæben så meget i ro som muligt. For at aflaste kæbeleddet kan man fremstille en refleksfrigørende bidskinne til overkæben. Disse kæbeledsluksationer er ret generende for patienterne, idet man som regel må søge professionel bistand og en del patienter har måttet indlægges og i narkose for at få kæben på plads. Af denne grund er der udviklet forskellige metoder til at forhindre, at problemerne opstår. Det drejer sig om operative metoder, enten fjernelse af eminentia articularis, som er et knoglestykke i kæben eller man kan fjerne selve bruskskiven, en diskektomi. Enkelte har brugt at fjerne et stykke af selve ledhovedet og enkelte har begrænset bevægelsen i leddet ved at lægge et ekstra stykke knogle ind foran ledhovedet. Mange patienter oplever, at kæben går af led, men de er selv i stand til umiddelbart at sætte kæben på plads igen. Sådanne tilfælde kaldes habituelle luksationer og kræver ikke nogen behandling, såfremt der ikke er smerter i forbindelse med udskridningen af leddet.