Røde forandringer

Jeg har en rød plet/et rødt område i munden. - Hvad kan det være? Farveændringer i mundens slimhinde i form af rødme forekommer ret hyppigt og skyldes enten, at slimhinden i området er meget tynd således, at det underliggende karrige væv skinner igennem eller, at der er tale om en abnorm forøget blodgennemstrømning i området. I det følgende gennemgås nogle af de hyppigste mundslimhindeforandringer/sygdomme, der kan vise sig som rødme i munden. Tandkødsbetændelse (gingivitis) er den mest udbredte sygdom i mundhulens bløddele. Årsagen er bakterier, der p.gr.a. utilstrækkelig tandbørstning ophobes på tandoverfladerne og langs tandkødsranden. Bakteriekolonierne udsender forskellige giftstoffer, som tandkødet reagerer på ved øget blodgennemstrømning og væskeudtrædning i vævet. Derved ses et tandkød (fig. 2.5.1), der er hævet, rødt og let bløder ved berøring. På figuren ses ligeledes de udtalte belægninger på tænderne. Hvis disse belægninger fjernes ved tandrensning og følges op med flittig og hensigtsmæssig tandbørstning vil tilstanden normaliseres. I modsatte fald vil tilstanden udvikles til en paradentose (parodontitis marginalis), dvs. en sygdom, hvor ikke kun det bløde væv, men også knoglevævet angribes og nedbrydes, så tænderne først løsnes og derefter falder ud.Se artiklen om tandkødsbetændelse og paradentose. Mundhulesvamp (candidiasis) kan optræde i mundhulen som røde områder hyppigt lokaliseret bagtil i ganen (fig. 2.5.2) eller bagtil på tungeryggen (fig. 2.5.3). Den type svamp, der oftest giver mundhulesvamp er candida albicans, der forekommer som en del af den normale mundhuleflora hos 30-50% af befolkningen. Svampen er i normal balance med de øvrige bakterier i munden. Men under visse omstændigheder kan svampen formere sig og udvikle en egentlig svampeinfektion. Dette kan ske efter ændringer enten af lokale forhold i munden eller pga. en generel ændring eller sygdom. Med hensyn til generelle ændringer er behandling med bredspektret antibiotika eller steroidbehandling en hyppig årsag til mundhulesvamp, som det ses i fig. 2.5.2. Der kan undertiden være brændende/sviende symptomer fra området. Fig. 2.5.3 er en kronisk form for svamp, der ofte ses bagtil på tungeryggen. Tilstanden er som regel uden symptomer. Protesesvamp (stomatitis prothetica) (fig. 2.5.4) er en speciel form for svampeinfektion, der opstår under en helprotese, hyppigt i overkæben. Denne tilstand er et eksempel på svampeinfektion opstået pga. lokale forandringer i mundhulen. Det fugtige varme miljø under protesen begunstiger udviklingen af svampeinfektionen. Hvis protesen samtidig passer dårligt til gummen, og hygiejnen med protese og slimhinder er utilstrækkelig, vil man hyppigere få denne form for svamp. Billedet viser, at der udover det rødlige område også kan findes hvidlige flødeskindslignende belægninger. Endvidere ser man, at der kan forekomme en polypagtig vækst af selve slimhinden efter længere tids infektion. Mundhulesvamp behandles med svampedræbende midler enten i form af lokalbehandling som salve, sugetabletter og lignende eller ved en generel behandling med tabletter. Undertiden må den lokale og generelle behandling kombineres. Mht. protesesvampen skal protesen endvidere rengøres og justeres, evt. fornyes. Rhagader (cheilitis angularis) eller fissurer i mundvinklerne ses ofte hos protesebærere (fig. 2.5.5). Der er ligeledes her tale om en svampeinfektion, der er opstået i den hudfold, der løber fra mundvigen og skråt nedad. Denne fold bliver mere accentueret med alderen, og især hvis man har proteser med for lav bidhøjde. På den måde kan der sive spyt ud, der opløser huden, der herefter bliver grobund for svamp. Behandling er her justering af proteser samt smøring med svampedræbende salver. Geografisk tunge (lingua geografica) (fig. 2.5.6) er en tilstand, der næppe kan kaldes en sygdom. Tilstanden optræder hos ca. 8% af befolkningen og er karakteriseret ved, at de såkaldte filiforme papiller på tungens overside i visse områder mistes, hvorved der ses røde pletter flere steder på den ellers gråhvide tunge. Derved opstår et mønster, som nogle beskriver som et landkort. Undertiden kan disse områder flytte sig. Man kender ikke med sikkerhed årsagen til tilstanden, ligesom der ikke findes nogen effektiv behandling. Karsvulst (hæmangiom) er en godartet overvækst af blodkar i et lokaliseret område. Ses ofte hos børn i hoved- og halsområdet og herunder også i munden. Fig. 2.5.7 viser et eksempel hos en voksen patient i højre kindslimhinde. Tilstand-en kan ofte med fordel behandles ved frysning under lokalbedøvelse. Lichen planus er en hudsygdom, der ret hyppigt optræder i mundhulen. Den viser sig hyppigst som hvide pletter eller streger i munden, men undertiden ses der udelukkende røde pletter, som det ses på fig. 2.5.8, hvor sygdommen optræder i højre kindslimhinde. Undertiden er sygdommen udelukkende lokaliseret til tandkødet. På fig. 2.5.9 ses et eksempel på dette. Der er udpræget ømhed ved forsøg på tandbørstning, hvorfor det ofte kniber for disse patienter at børste tænderne ordentligt, hvorved tilstanden blot forværres. Tilstanden behandles med steroidsalve og hensigtsmæssig mundhygiejne. Jernmangelanæmi viser sig i munden oftest med tab af papillerne på tungens overside, hvorved tungen fremstår som helt glat og rød (fig. 2.5.10). Man har ofte en brændende og sviende fornemmelse fra tungen. Tilstanden kræver nærmere undersøgelse med en blodprøve hos egen læge. Behandles med jerntabletter og evt. kostædring. Perniciøs anæmi ses ofte hos ældre og skyldes dårlig optagelse af vitamin B-12. Symptomerne er træthed, hovedpine samt undertiden en brændende fornemmelse i tunge, læbe eller kindslimhinde. I munden ses forandringerne specielt på tungen, der har mistet papillerne og fremstår rød, glat og undertiden lobuleret (fig. 2.5.11). Bør undersøges nærmere med en blodprøve. Morbus Osler er en arvelig og sjælden sygdom, der giver talrige små karsvulster på hud og slimhinder. I munden kan der undertiden optræde ret store områder, der kan give problemer med protesetilpasning (fig. 2.5.12). Endvidere kan der let opstå blødning ved læsion af de røde områder. Erytroplaki (rød plet) (fig. 2.5.13) defineres som en rød velafgrænset plet, der ikke kan identificeres som nogen anden kendt sygdom. Der er tale om en meget sjælden tilstand med ukendt årsag. Forandringen bør undersøges nærmere med vævsprøve, idet den undertiden kan udvikle sig til mundhulekræft.