Tandbehandling

Jeg har fået betændelse ved en tandrod Såfremt der opstår betændelse i en tandrod, kan dette skyldes et hul i tanden eller at tanden er blevet ramt af et kraftigt slag. De fleste tilfælde af betændelse i tandens nerve er ledsaget af mange smerter, især af dunkende karakter. I nogle tilfælde mærker patienten dog ikke betændelsen før den når rodspidsen af tanden og hele nerven er død.. Betændelsen er da på vej til at brede sig til kæbeknoglen. I enkelte tilfælde kan en tand været meget kuldefølsom eller der kan være uforklarlige smerter i tanden, måske som følge af en lille revne i emaljen, hvilket kan føre til at den eneste måde, man kan give ro i tanden på er at foretage en fjernelse af tandens nerve og derved foretage en rodbehandling af tanden. En rodbehandling skal helst foretages så tidligt som muligt, hvilket betyder at man ikke skal gå så længe med betændelsen, at den har bredt sig til kæbeknoglen. En sådan udbredning til kæbeknoglen kan give en alvorlig betændelse i knoglen, enten i overkæbe eller underkæbe, men kan også udvikle sig til en cyste, en væskefyldt sæk, som udvikler sig i kæbeknoglen og ødelægger knoglen. I mange tilfælde kan det være vanskeligt præcis at lokalisere, hvilken tand der er årsag til smerterne. Smerter i tænderne kan ofte føles som øresmerter eller smerter i kæbehulen og enkelte patienter får en almindelig muskulær uro, hvilket kan føre til hovedpine. Smerter for koldt og varm og evt. sødt kan hyppigt være de første tegn på en betændelse i tandens nerve. Når først en rodspidsbetændelse er på vej, vil der udvikles kraftige smerter for belastning, altså påbidning. Har betændelsen først udviklet sig til en rodbetændelse og der ikke bliver foretaget nogen tilstrækkelig behandling i form af rodbehandling af tanden, kan betændelsen via knoglen forløbe til overfladen og give anledning til en tandbyld. På dette stadium skal den rette behandling indsættes med såvel penicillin som smertestillende medicin samt rodbehandling og afløb fra bylden. Hvad er en rodbehandling? En rodbehandling foretages ved at tandlægen borer hul i tanden for at komme ind til nerven. Herefter fjernes det bløde og døde væv i nervekanalerne og disse renses rene ved hjælp af små file. Når tandens rodkanal er udrenset og desinficeret, fylder man den med et plastisk materiale og cement. Herved skal roden fyldes så tæt, at der ikke kan trænge bakterier ind i rodkanalen. Tandlægen vil kontrollere sin rodbehandling på røntgenbilleder for at sikre, at rodbehandlingen fylder hele rodkanalen ud og når til rodspidsen. Lette smerter de første dage efter en rodbehandling er ikke usædvanligt og vil normalt kunne klares med almindelig håndkøbsmedicin. Vedbliver smerterne eller forværres smerterne i forbindelse med tygning, skal man tage kontakt til sin tandlæge. Såfremt man vil sætte en krone ovenpå en tand, der er rodbehandlet, er det vigtigt at man har haft en observationstid på 1/2-1 år og taget røntgenbillede, som viser at behandlingen er lykkedes tilfredsstillende. I enkelte tilfælde kan betændelsen på rodspidsen være så voldsom eller rodens facon så besværlig, at man er nødt til dels at foretage rodbehandlingen igennem tandens krone, men også at foretage en kirurgisk fjernelse af den sidste del af tandroden sammen med den betændelse, der er der omkring og på den måde afslutte rodbehandlingen fra tandens rodspids. En rodbehandlet tand kan med tiden blive grålig til blålig misfarvet og det kan da være nødvendigt at afblege eller kronebehandle en sådan tand for at gøre den kosmetisk tilfredsstillende. Fig. 1.6.1 viser to fortænder, der er stærkt misfarvede efter rodbehandling. Hvad er en tandfyldning? De fleste mennesker har prøvet at få repareret en tand hos tandlægen. Tidligere var langt det hyppigst anvendte materiale sølvamalgam, men i dag laves de fleste tandfyldninger i tandfarvede materialer som plast og glasionomercement. Hvad er sølvamalgam? I over 150 år har det almindeligste tandfyldningsmateriale været sølvamalgam. Det er en blanding af sølv og andre hårde metaller samt kviksølv. En time efter at fyldningen er afsluttet, kan man anvende tanden til at tygge med. Man har endnu ikke fundet et materiale, der er lige så holdbart som sølvamalgam til fyldning i kindtænder. Sølvamalgamen holder typisk dobbelt så længe som en plastfyldning. I pressen har der været megen debat om, hvorvidt sølvamalgam var farligt for mennesker på grund af indholdet af kviksølv. Undersøgelser viser, at der frigives en mikroskopisk mængde kviksølv, som ikke spiller nogen rolle for individets sundhed. Derimod kan man være allergisk overfor sølvamalgam og i så fald må der anvendes et andet fyldningsmateriale. Af hensyn til det ydre miljø er man dog interesseret i at begrænse brugen af kviksølvholdige materialer og der forskes derfor meget på at finde et andet velegnet materiale, som kan erstatte amalgam. Fig. 1.6.2 viser amalgamfyldninger i tænderne. Hvad er en plastfyldning? De tandfarvede fyldningsmaterialer har efterhånden været anvendt i flere årtier og er i de senere år stærkt forbedret, således at de kan tåle tyggetrykket de fleste steder, undtagen svarende til de store fyldninger i kindtænder. Enkelte oplever smerter i en kort periode efter at plastfyldningen er ilagt og der kan være smerter kortvarigt for varme og kulde. Enkelte, både patienter og behandlere, har udviklet allergi overfor plast og disse må have et andet materiale. Fig. 1.6.3 viser to små kindtænder med tandfarvede plastfyldninger. Glasionomercement Glasionomercement er tilsat fluor, der forebygger nye huller ved fyldningernes kanter. Det er et meget velegnet materiale til huller langs tandkødsranden og kan bruges til reparationer. Glasionomercementer er ikke så slidstærke, hvorfor de ikke anvendes på tændernes tyggeflader. Guldindlæg - bruges de stadig? Efter at de tandfarvede materialer er blevet stærkere og stærkere, vælger patienterne i stor udstrækning tandfarvede materialer og guld anvendes derfor udelukkende til guldkroner og store støbte indlæg i de bageste tænder. Det drejer sig især om reparation af stærkt beskadigede tænder, hvor sølvamalgam eller plast ikke kan beskytte tanden i tilstrækkeligt omfang. At få fremstillet et guldindlæg eller en guldkrone er et lidt længerevarende arbejde, idet der skal foretages en præcis udboring af tanden til en ganske bestemt facon, hvorefter der skal tages aftryk og dette aftryk skal sendes til et laboratorium med henblik på støbning af indlægget. Hertil kommer, at indlægget skal tilbage til tandlægen og patienten skal have det isat og tilpasset, dvs. et behandlingsforløb på mindst tre seancer. Når tandlægen er tilfreds med tilpasningen, cementeres indlægget fast med en særlig cement. Allergi overfor guld er ekstremt sjældent. De eneste ulemper er, at det ikke er tandfarvet og det er relativ dyrt. Fig. 1.6.4 viser et guldindlæg i en kindtand. Hvad er et porcelænsindlæg? I de senere år er der fremkommet muligheder for at lave store indlæg til tænderne i porcelæn, hvor man tidligere brugte guld. Det kan laves på samme måde som man lavede sin guldfyldning, men enkelte tandlæger fræser indlægget ud i en fabriksfremstillet porcelænsblok. Farvemæssigt er porcelænsindlæg overordentlig gunstige, idet de passer fuldstændigt til ens egne tænder og indlægget limes fast med en plastlim. Hvad er en krone? Er der mistet så meget materiale på en tand, at den ikke kan genopbygges med en fyldning, er den eneste mulige behandling en krone. En krone kan fremstilles enten i guld, porcelæn eller plast eller i en kombination af metal og porcelæn, en såkaldt metalkeramisk krone. Guldkrone er stærke og bruges hovedsagelig til kindtænder. Porcelænskroner ligner jo, som navnet siger, naturlige tænder, men er ikke så stærke som guldkroner. Metalkeramiske kroner kombinerer metallets styrke med porcelænets tandfarvede udseende. Disse kan anvendes på stort set alle tænder. Ved meget lyse og gennemskinnelige fortænder er porcelænskroner dog at foretrække. Enkelte foretrækker at fremstille kroner i plast. Plastkroner slides dog meget hurtigt og må siges at være en midlertidig løsning. Fig. 1.6.5 viser keramikkroner svarende til to kindtænder. Hvad er en opbygning? Såfremt en tand er rodbehandlet og der mangler meget af tandsubstansen, kan det blive nødvendigt først at forstærke denne med en stiftopbygning. Stiften sidder fast ned i tandens rod og er erstatter en del af den manglende tand. Hvad er en bro? Har man mistet en eller flere tænder, men stadig har gode tænder tilbage på hver side af det opståede mellemrum, kan man få fremstillet en bro. En lang bro kræver flere naturlige tænder til at bære den, da en bro cementeres fast på de naturlige tænder, de såkaldte bropiller. Det er overordentlig vigtigt at blive instrueret grundigt i rengøringen omkring og under en bro. Hvad er en klæbebro? I de senere år er der udviklet billigere brotyper, som især var tænkt anvendt i de tilfælde, hvor nabotænderne stort set var fejlfri. Man kunne da beslibe tænderne ganske lidt på bagsiden og lime en lille tand fast med to vinger på hver side. Klæbebroer er ikke så stærke som almindelige broer og som regel kan de kun erstatte en enkelt tand og må anses for midlertidige løsninger. Hvad er en delprotese? En delprotese kan erstatte mistede tænder, lige fra en enkelt tand til stort set hele tandsættet. Den bedste delprotese er en delprotese, som er støbt og som med bøjler sidder fast på et par tænder. Protesen kan tages ind og ud og skal fjernes fra tænderne under tandbørstning og når man foretager mundhygiejne. Mundhygiejnen er utrolig væsentlig, når man bærer delproteser, fordi delprotesens bøjler griber omkring de naturlige tænder. Nogle af bøjlerne er placeret på tændernes tyggeflader, således at de naturlige tænder bærer en del af tyggetrykket. Dette betyder at gummerne ikke belastes så hårdt og derfor ikke svinder så hurtigt. Såfremt man har en dårlig mundhygiejne, vil bøjlerne være medvirkende til at der kommer hul svarende til disse. Såfremt man har enkelte tænder tilbage, som ikke er gode nok til at man vil ofre en delprotese med et støbt stel, kan man få fremstillet en delprotese i plastik med nogle simple bukkede bøjler. Protesen sidder så rimelig godt, men er absolut en midlertidig løsning, som er en overgangsløsning indtil de naturlige tænder går til og der skal fremstilles en helprotese. Det er vigtigt at protesebøjlerne justeres med mellemrum, således at protesen hele tiden sidder godt fast og man føler det behageligt. I princippet kan man bære sin delprotese døgnet rundt og man behøver kun at tage den ud i forbindelse med grundig rengøring. De regelmæssige eftersyn af tænder og protese er dog vigtige, da proteser forsynede med bøjler, er nogle skidtsamlere og kræver meget omhyggelig hygiejne. Fig. 1.6.11 viser en delprotese til underkæben. Hvad er helproteser? Helproteser anvendes, hvis alle tænder har måttet fjernes og der er ingen tvivl om, at kun hos den ældre generation, dvs. over 65-årige, er helproteser almindeligt. Yngre mennesker vil yderst sjældent opleve, at deres generation skal bære helprotese. Inden man beslutter sig for at trække de sidste tænder ud, er det vigtigt at undersøge, om enkelte af tænderne kan bevares som støtte for en delprotese. Man skal ligeledes overveje mulighederne for indsættelse af implantater. Det kan være en vanskelig og sej kamp at være protesebærer og komme igennem måltiderne. Ofte må man vælge kost, der kan tygges med proteserne, hvilket betyder at protesebærere må undlade mange ting. I overmunden kan protesen som regel fremstilles, så den suger sig godt fast i ganen. I undermunden ligger protesen løst på gummen og selvom man har gode teknikker til at udnytte muskulaturen, er det ofte vanskeligt at få en tilfredsstillende protesefunktion i underkæben. Mange patienter har kun lidt gumme tilbage i underkæben og bliver aldrig rigtig dus med protesen. Fig. 1.6.12 viser en 50 år gammel protese i kautsjuk. Fig. 1.6.13 viser en moderne plastikprotese og en kautsjukprotese. I dag vil proteser kunne isættes samtidig med at man fjerner de sidste tænder, således at man ikke har nogen tandløs periode. En sådan protese betegnes en immediat protese. Når man har fået isat en sådan protese, skal den senere justeres for at tilpasses de ændringer, der sker i knogleunderlaget og denne er særlig hurtig i måneder lige efter at tænderne er trukket ud. Der sker en individuel, men fortløbende, forringelse af proteseforholdene fordi gummerne svinder. Dette betyder, at protesebærere skal få vurderet proteserne og deres pasform én gang om året hos tandlæge eller tandtekniker. Samtidig kan man få vurderet mundhulen, således at sygdomsprocesser ikke får lov at udvikle sig. Enkelte patienter er meget mundtørre og har meget sarte slimhinder, der har vanskeligt ved at tåle trykket fra protesen. I sådanne tilfælde kan man give protesen et blødt gummiunderlag, som ikke er så hård ved slimhinderne. Protesen opleves på denne måde mere behagelig, fordi den fjedrer lidt, når man bider på protesen. Gummilaget skal dog udskiftes med relativt hyppige mellemrum. En del protesepatienter udvikler svamp i mundhulen. Denne svamp kan give anledning til irritation, men enkelte patienter mærker ikke selv svampeinfektionen. Det er derfor vigtigt, at man får efterset både proteser og slimhinder én gang årligt. Hvad er en resektionsprotese? Hos enkelte patienter er protesebehandlingen meget vanskelig. Det drejer sig om patienter, som har fået foretaget fjernelse af kæbeknoglen på grund af en alvorlig sygdom, enten cancer eller andre alvorlige svulster. I disse tilfælde skal der fremstilles proteser, dels for at give patienten mulighed for at spise og tale samt synke og endelig for at give ansigtet så naturlige konturer som muligt. Fig. 1.6.14 viser en resektionsprotese til overkæben, hvor højre kæbedel er fjernet. Hvad er en epitese? Når dele af overfladen skal erstattes med protese for at give et menneskeligt udseende, anvender man epiteser, f.eks. til erstatning af næse eller øjne eller ører eller en kombination af næse og kæbe, eller større dele af huden. I dag kan sådanne epiteser sættes fast ved hjælp af knogleforankrede implantater.