Tandlægeskræk

Tandlægeskræk Stadigt forbedrede behandlingsteknikker har tillige med den moderne medico-teknik i tandbehandlingen tilstræbt at gøre denne så skånsom for patienten som muligt. Anæstesien giver mulighed for den smertefri behandling, og de fleste tandlæger er i dag bevidste om de psykologiske faktorer i et patient-tandlægeforhold. For langt de fleste mennesker er et besøg hos tandlægen forbundet med en større eller mindre grad af ubehag, afhængig af behandlingen. For ca. 5-10% af den voksne befolkning er det at gå til tandlæge imidlertid forbundet med så stort fysisk og psykisk ubehag, at det i daglig tale betegnes som tandlægeskræk eller odontofobi. Hvad er odontofobi? Alle mennesker oplever følelsen af angst ind imellem, ofte den mere rationelle form for angst, som kaldes frygt. Frygten har en genstand uden for os selv, fortæller os, at der er noget vi skal passe på eller undgå, og det er relevant at kunne blive bange, hvis man pludselig er i en truende situation. Frygten forsvinder igen, når faren er ovre og påvirker ikke vores liv, med mindre der er tale om mange sådanne oplevelser, som kan påvirke personlighedsudviklingen. En fobi derimod, er en ofte irrationel angst for en ydre situation eller et objekt i omverdenen, hvor personen, der har fobien, er klar over, at angsten er meningsløs, men ikke har kontrol over angsten, og hverken gode argumenter eller forklaringer hjælper. Personen kan kun dæmpe angsten ved at undgå situationen. Hvis det ikke er muligt at undvige situationen, bruger patienten betydelige ressourcer på at udholde situationen med stort fysisk og psykisk ubehag tilfølge. De fleste kender ordet klaustrofobi, som er angsten for at opholde sig i lukkede rum, og odontofobi er således angsten for tandlæger og/eller tandbehandling. Hvordan opleves odontofobi? Når man kommer i berøring med den situation, man har fobi overfor - tandlægen og/eller tandbehandlingen - mærker man både fysiske og psykiske symptomer. Disse symptomer kan opstå i såvel den perifere kontakt ved modtagelsen af indkaldelse til tandlægebesøg som i den mere fokuserede, hvor man er i venteværelset eller på tandklinikken. De fysiske symptomer kan være hjertebanken, anspændte muskler, man sveder, hænderne bliver kolde og klamme, man bliver tør i munden, oplever, at man har besvær med at trække vejret, man kan få kvalme, rysteture, og man skal hyppigt på toilettet. Psykisk kan der være tale om anspændthed, usikkerhed, koncentrationsbesvær og irritabilitet, ligesom man automatisk kan få tanker om smerte og måske tillige om en ubehagelig tandlæge. Det er ikke svært at forestille sig, hvorledes disse symptomer kan tage til i takt med, at tandlægebesøget kommer tættere på. En sådan oplevelse af angst er endog særdeles pinefuld og medfører ofte et ønske om flugt fra situationen, og det kan patienten aktivt gøre ved fysisk at forlade tandlægeklinikken eller passivt ved at undlade at bestille tid eller udeblive fra det aftalte tidspunkt. Hvorledes opstår den? Meget peger på, at der er tale om komplekse forhold i et samspil mellem psykologiske og miljømæssige faktorer. Ud fra en psykodynamisk synsvinkel gennemgår vi i vores udvikling forskellige faser, hvor bestemte egenskaber grundlægges og tager form. Er der disharmoni i denne udviklingsproces, bæres denne disharmoni ofte med op igennem årene. I det første leveår opleves munden som helt central for vore oplevelser med verden, både den indre og ydre verden. Ifølge psykoanalytikeren Sigmund Freud (1856-1939) betegnes den første periode i barnets udvikling (det første 1½ år) den orale fase (oris = mund). Det lille barn får tilfredsstillet sine behov ved at sutte, hvorefter det falder til ro. Barnet oplever ’det gode bryst’, men oplever også, at det indimellem ikke får opfyldt sine behov, at verden kan være ond. Når barnet får tænder, er det ofte forbundet med en smerte, som barnet ikke kan forstå, og det oplever, at forældrene ikke kan tage smerten væk. Barnet frustreres, bliver vredt og ked af det, og det afgørende er den måde, disse følelser bliver mødt af forældrene. Forenklet set kan barnet på det ubevidste plan bære en negativ oplevelse med sig igennem livet, fordi det på oplevelsestidspunktet endnu ikke havde sproget til rådighed. I behandlingssituationen ligger man ned i tandlægestolen, mens tandlægen arbejder fra en position hen over en (forældrene står og ser ned på det lille barn). Associeres denne situation med en følelse af utryghed og mistillid, kan det vække følelser af at kunne blive skældt ud (af tandlægen) og at kunne blive straffet (med behandling, der gør ondt). Man kan imidlertid også betragte odontofobi som en form for indlæring. Patienten kan i sit tidlige liv have haft en tandbehandlingsoplevelse med stort ubehag og megen smerte, hvorefter der opstår en forventning om ubehag og smerte ved fremtidige behandlinger. Ligeledes er det af betydning, hvordan det miljø, patienten er vokset op i, forholder sig til tandbehandling, idet forældres holdning – positiv eller negativ - til tandlæge og tandbehandling ofte bliver overført til barnet. Konsekvenser af odontofobi. Den væsentligste konsekvens af denne fobi er ofte udeblivelse fra behandling. Gentagne udeblivelser og afbud kan føre til følelse af skamfuldhed og mindreværd, og dette kan, sammen med frygten for den konkrete tandbehandling, medføre håbløshed, så også den almindelige daglige hygiejne forsømmes. Det kan forklare, at patienten ofte har en noget mere forsømt tandstatus, end den tid, der er gået, berettiger til. Patienten havner således i en ond cirkel, som medfører en situation med øget behandlingsbehov. Hvad kan man selv gøre for at mindske oplevelsen af odontofobi? De færreste forbinder fobien med fortrængte oplevelser fra barndommen. Langt de fleste mennesker oplever, at fobien har sammenhæng med tidlige traumatiske oplevelser hos tandlægen og vil gerne have redskaber til at kunne gå til tandlæge uden at opleve sig selv i denne pinefuld tilstand. Det vigtigste i bestræbelserne herpå er at retablere kontrollen over situationen. At arbejde med kontrol foregår både mentalt, fysisk og socialt. Mentalt fokuserer man på og arbejder med den værste frygt, så man udvikler sig fra at være passivt offer til at være en aktiv person, der kan håndtere tanker, følelser og aktiviteter. Kan man konkretisere genstandene for frygten, kan man udforske disse genstande og reducere graden af ubehaget ved dem. For eksempel kan man kontrollere sin smertebehandling ved at bede om lokalbedøvelse, man kan lukke af for uønskede lyde ved at medbringe musik o.s.v. Fysisk kan man mindske spænding og ubehag ved at benytte afspænding – der findes forskellige indspilninger på cd med underlægningsmusik, der understøtter hvilepulsen – og man kan kombinere dette med visualiseringsøvelser, hvor man for sit indre øje forestiller sig behandlingssituationen trin for trin og gradvis tilvænnes den. Den sociale kontrol indebærer, at man taler med tandlægen om sin fobi, så man får en oplevelse af at indgå i et samarbejde med ham i stedet for at se ham som fjende. Ligeledes kan man være opmærksom på at dele tanker og følelser med nærtstående, som kan støtte en i bestræbelserne på at indgå i dette samarbejde med tandlægen om gennemførelse af behandlingen.