Tandpine
Akut tandpine er overordentligt ubehageligt. Tandpinen vil i reglen i starten kunne dæmpes med smertestillende tabletter. Såfremt tandpinen opstår i dagtiden, er den eneste behandling at søge tandlæge og få årsagen til tandpinen fjernet. Såfremt man får akut tandpine udenfor tandlægens sædvanlige åbningstid, bør man i første omgang kontakte sin egen tandlæge med henblik på afhjælpning af smerterne. I København er der mulighed for hjælp i Tandlægevagten, Oslo Plads 14, 2100 København Ø, som har åbningstider hverdage mellem kl. 20 og 21,30 samt lørdag/søndag og helligdage mellem kl. 10 og 12. Der kan ikke bestilles tid i Tandlægevagten, men man skal møde frem.
I den øvrige del af landet er der sædvanligvis organiseret tidsbegrænset tandlægevagt lørdag/søndag og helligdage. Man bør altid først kontakte sin egen tandlæge. Såfremt det ikke er muligt at komme i kontakt med en tandlæge, kan man forsøge at kontakte lægevagten med henblik på evt. smertestillende behandling og måske antibiotisk behandling. I de fleste regioner findes der tandlægevagt på skadestuerne. Disse er ikke beregnet til almindelig tandpine, men er beregnet til behandling af større blødninger, akutte traumer, kæbebrud og voldsommere infektioner.
Klik her for telefonnummer til tandlægevagten i din region