huller i tænder
Af Henning Lehmann Bastian, specialtandlæge
Huller

Hvad er huller i tænderne? 

Huller i tænderne er små eller større fordybninger og hulrum i tænderne, som opstår, når emaljen opløses af syre, der er dannet som følge af en bakteriel nedbrydning af kulhydrat (sukker). Huller i tænderne er ganske almindelige hos både børn og voksne. 

Hvad er symptomerne på huller i tænderne? 

Huller i tænderne udvikler sig over tid, og derfor vil man typisk opleve, at symptomerne forværres over en periode, i takt med at hullet vokser sig større. 

Typiske symptomer på huller i tænderne er: 

  • Smerter i og omkring en eller flere tænder
  • Brune, sorte eller grå prikker på tænderne
  • Smerter når man tygger 
  • Dårlig smag i munden
  • Dårlig ånde
  • Synlig fordybning i tanden 
  • Ubehag og smerte ved indtagelse af kolde, varme, søde eller syrlige fødevarer og drikke

Hvorfor får man huller i tænderne? 

Huller i tænderne opstår i langt de fleste tilfælde som følge af dårlig mundhygiejne og forkert kost. Hvis man undlader at børste tænder regelmæssigt eller man indtager mange fødevarer med højt indhold af sukker og stivelse, skaber man gode betingelser for, at huller i tænderne kan opstå. 

Når man spiser eller drikker fødevarer med meget sukker og stivelse, begynder de naturlige bakterier i munden at nedbryde kulhydraterne i maden, og disse bliver omdannet til syre. Syren sætter sig dernæst fast på tænderne sammen med bakterier og de øvrige madrester, og dette kaldes plak. Når plakken dækker tandens overflade, vil syren med tiden begynde at ætse tandens emalje væk, og det vil skabe et hulrum i tanden. Når først et hul i tanden er opstået, er tanden for alvor udsat. Plak og bakterier får nemlig fri adgang til at vandre ind i tandens inderste og påvirke tandens nerve, og det kan medføre store ødelæggelser og kraftige smerter. 
 
Andre årsager til huller i tænderne kan være: 

  • Spiseforstyrrelse
  • Svage tandfyldninger
  • Recession (når tandkødet trækker sig tilbage, så tandroden blottes) 
  • Strålebehandling på hoved og hals.
  • Mundtørhed 

 
Det kan tage lang tid, fra plakken sætter sig fast på tanden, til et hul i tanden opstår. 
 
Figur 1 og 2 ses tydeligt, hvordan en belægning af bakterier (plak) har medført, at emaljen på tænderne er ødelagt og der er opstået tandkødsbetændelse. 
 
Figur 3 kan man se, hvordan plak over en periode har udviklet sig og har ødelagt tandens emalje, og Figur 4 viser, hvordan mere kronisk caries, hvor bakterierne ikke har udviklet sig helt lige så uforstyrret som i de foregående tilfælde. I alle fire tilfælde er der dog udviklet store ødelæggelser i tændernes emalje og tandben. 
 
De første tegn på afkalkning af emaljen ses som en hvidlig misfarvning. På Figur 5 ses misfarvningen af tanden langs tandkødsranden, og tandens overflade vil føles ru. 
 
Man har i de senere år fundet ud af, at disse afkalkninger af emaljen kan hele igen, hvis man sørger for at holde tandoverfladen helt fri for plak. Såfremt belægningerne (plak) ikke fjernes, vil afkalkningen fortsætte, og man vil ende i en situation, som ses på Figur 1 og 2. 
 
Det er især sød-sure drikkevarer, som for eksempel juice og sodavand, der giver en øget tendens til caries, fordi de ofte indtages regelmæssigt og løbende hen over lang tid. 

Hvordan forebygger man huller i tænderne?

Hvis man opdager begyndende afkalkning af emalje i tænderne, kan man ændre kostvaner ved at begrænse sit indtag af sukkerholdige drikke og fødevarer. Derudover kan man sørge for at holde en god mundhygiejne med regelmæssig tandbørstning og brug af tandtråd. Endeligt kan man sørge for at gå til tandlægen regelmæssigt med henblik på at få tandrensninger og behandlinger med fluor samt at benytte en godkendt tandpasta med et højt fluorindhold.  

Hvordan behandles huller i tænderne?

Små og overfladiske huller i tænderne kan lukke sig selv ved hjælp af kalk, som vi har i vores spyt. Det er dog vigtigt, at mundhygiejnen er god, og indtaget af sukker- og syreholdige fødevarer begrænses. Lykkes det ikke at lukke de små begyndende huller, vil der opstå brunlige misfarvninger på tænderne. 

Er hullet i tanden større, vil det i de fleste tilfælde være nødvendigt at få lavet en fyldning. Hullet bores ud og en fylding af plastik sættes i for at lukke hullet helt tæt igen. 

Tidligere valgte tandlægerne at bore huller i tænderne ganske tidligt i forløbet for at undgå, at hullerne udviklede sig yderligere og gjorde herved omfattende skade på tanden. Nyere forskning har dog fået tandlægerne til at ændre syn på behandling af huller i tænderne, og i dag er de langt mere tilbageholdende med at bore. I stedet er der kommet øget fokus på forebyggende behandling, herunder hvad man selv kan gøre for at undgå og begrænse huller i tænderne. 

Hvordan bores et hul? 

I dag anvender tandlægerne hurtiggående, moderne diamantbor til at fjerne den syge del af tanden. Langt det almindeligste i dag er, at der lægges en fyldning af plastmateriale i tanden, men i nogle tilfælde kan man stadig have behov for at lave indlæg i guld.

Huller i tænder og deraf forårsaget tandpine har i mange år været kendt som en folkesygdom. For at få huller i tænderne skal der være tre ting til stede i munden, nemlig: tænder, bakterier og et næringssubstrat til bakterierne (sukker).