Visdomstænder
Af Henning Lehmann Bastian, specialtandlæge
Visdomstænder

Visdomstænder

Visdomstænderne er en del af de 32 blivende tænder, man får som voksen. Man har i reglen fire visdomstænder, og de er placeret bag de bagerste kindtænder i over- og undermunden.

Visdomstænderne bryder i reglen frem en efter en eller samtidig omkring 18-25 års-alderen. Det er meget forskelligt, hvor mange visdomstænder der bryder frem. En del mennesker får ingen visdomstænder. Visdomstænder, der bryder helt frem i tandrækken, volder sædvanligvis ingen problemer og fungerer lige så godt og er lige så stærke som alle de øvrige tænder. Visdomstænder, som har vanskeligheder ved at bryde frem, skal vurderes af tandlægen, dels ved en undersøgelse, dels på et røntgenbillede.

Hvilke typer frembrud af visdomstænder findes der?

  • Fuldt frembrud: Når hele visdomstanden bryder frem.
  • Delvist frembrud: Når tanden bryder delvist frem.

  • Ingen frembrud: Når visdomstanden aldrig bryder frem. Årsagen er ofte for lidt plads eller at visdomstænderne er placeret forkert i kæben. Tanden ligger skjult i kæben.

  • Manglende anlæg (aplasi): Når der ikke er anlæg for visdomstænder, og de derfor ikke bryder frem.

Hvad er symptomerne på visdomstænder?

Det er meget individuelt, om der opstår gener i forbindelse med et frembrud af en visdomstand. Almindelige symptomer er:

  • Hævelse

  • Ømhed, smerte

  • Rødme

  • Dårlig smag i munden

  • Problemer med at gabe højt

  • Synkebesvær

  • Hovedpine

Hvis man oplever nogen af ovenstående gener, bør man kontakte tandlægen for at få undersøgt, om visdomstanden bryder frem på en hensigtsmæssig måde.

Hvordan behandles visdomstænder?

Visdomstænder behandles i udgangspunktet ikke, medmindre der opstår gener i forbindelse med tandfrembruddet. Skaber visdomstanden komplikationer, vil tandlægen tage et røntgenbillede for at få tilstrækkelig information om dens placering, størrelse med mere. Hvis visdomstanden ikke er brudt rigtigt frem af tandkødet men forbliver halv nede i kæben bag den foranstående tand, er der risiko for at udvikle betændelse omkring tanden. Betændelsen kan føre til tilbagevendende tandbylder.

Er visdomstanden placeret uhensigtsmæssigt, kan det være svært at holde en god hygiejne omkring tanden, og det kan føre til paradentose og caries på bagsiden af den foranstående tand. I enkelte tilfælde er visdomstandens frembrudskraft så kraftig, at den så at sige ”æder sig ind” i tanden foran. I disse tilfælde vil det være hensigtsmæssigt at fjerne visdomstanden ved et simpelt kirurgisk indgreb.

Hvordan opereres en visdomstand?

Når man skal have fjernet sin visdomstand, vil det sædvanligvis kunne foregå under lokalbedøvelse. Enkelte patienter får en beroligende tablet 1 time før behandlingen. Det kan også være en fordel at skylle munden med Klorhexidinglukonat 0,1% inden operationen. Når lokalbedøvelsen er effektiv, lægger tandlægen et lille snit i slimhinden foran visdomstanden (Fig. 1). Slimhinden skubbes til side, og med et lille bor, der afkøles med sterilt vand, vil man herefter kunne fritlægge visdomstanden (Fig. 2). Når visdomstanden er fritlagt, kan man i nogle tilfælde vippe den ud med et specielt instrument (Fig. 3).

I andre tilfælde skal tanden deles, så man fjerner den i flere stykker. Herefter skylles hullet rent for små borerester, og der fjernes betændelsesvæv, som har siddet omkring tanden. I reglen vil man blive syet (Fig. 4)). De fleste tandlæger syr i dag med en tråd, der går i opløsning efter 10-14 dage og som derfor ikke skal fjernes. Når operationen er forbi, vil der blive lagt et lille stykke gaze ind på operationssåret, og patienten skal bide sammen på dette i ca. 1/2 time, hvorefter blødningen normalt er fuldstændig stoppet.

Er der komplikationer efter fjernelse af en visdomstand?

At få fjernet en visdomstand giver naturligvis et vist ubehag. Så længe lokalbedøvelsen virker, skal man passe på med ikke at bide sig selv i kinderne eller i tungen. Når bedøvelsen er ved at forsvinde, vil der helt naturligt opstå ømhed og lette smerter, og disse smerter kan behandles med almindelige smertestillende tabletter, som man kan få i håndkøb, og det anbefales, at man fortsætter med disse tabletter regelmæssigt de næste 3-4 dage. Såfremt der kommer stærke smerter, som ikke kan holdes nede med den almindelige håndkøbsmedicin, bør tandlægen kontaktes. Det er helt almindeligt, at kinden og tandkødet vil være hævet, og man kan eventuelt afkøle området ved at holde et koldt klæde op mod kinden eller tage en isterning i munden. Hævelsen vil normalt forsvinde efter 2-3 dage.

I enkelte tilfælde er hævelsen misfarvet som udtryk for, at der har samlet sig lidt blod i vævet. Denne type hævelse vil forsvinde i løbet af 10-14 dage og vil i starten være mørklilla eller sort og udvikle sig til blågrøn og gullig, før den til sidst forsvinder. Det er helt normalt, at der i starten vil være lidt blødning iblandet spyttet. Af denne grund ser det normalt værre ud, end det er.

Dagen efter operationen er det en god idé at skylle munden med 0,1% Klorhexidinglukonat, som kan købes på apoteket. Der skal skylles 3 gange om dagen, og dette nedsætter risikoen for infektion. Med henblik på tandbørstning skal man fortsætte med at holde munden ren, idet en uren mund vil give større risiko for infektion i såret. Derudover skal man sørge for at afpasse sin kost, og de første par dage vil det være nødvendigt med flydende eller blød kost, som ikke er alt for varm, men lunken.

Såfremt der er syet med en tråd, der skal fjernes, vil det normalt foregå en lille uges tid efter behandlingen. I enkelte tilfælde forekommer der betændelse i såret. Dette vil vise sig ved dunkende og jagende smerter efter den 3. dag. Smerterne vil være stigende i intensitet og man vil have dårlig smag i munden og dårlig ånde. Denne situation kræver efterbehandling hos tandlægen.

Betændelse ved visdomstanden

En visdomstand under frembrud vil i nogle tilfælde kunne give ganske alvorlige betændelser med udvikling af mange smerter og tandbylder. I enkelte tilfælde kan det give anledning til dannelsen af en byld svarende til den nedre pol af mandlerne. Det er vigtigt at søge behandling i tide, hvis man er ved at udvikle en sådan tandbyld omkring en visdomstand. Der skal i reglen gives antibiotika, muligvis skal bylden skæres op og, såfremt det er muligt, vil man foretage fjernelse af den pågældende visdomstand eller visdomstanden i modsatte kæbe, således at man ikke bider ned på det betændte område. I mange tilfælde vil man kunne klare en infektion omkring en frembrydende visdomstand ved at holde området grundigt rent med en skyllesprøjte med Klorhexidinglukonat 0,1% som skyllevæske. Det er da vigtigt at skaffe afløb for madrester og bakterier, som samler sig inde under den slimhindelap, der dækker tandens krone. Såfremt man har besluttet sig for at bevare visdomtanden, kan man evt. fjerne det overliggende tandkød. Fig. 5 viser en betændelse omkring en visdomstand i frembrud. Patienter, som oplever gentagne infektioner omkring en frembrydende visdomstand, bør have visdomstanden fjernet.

Cyste omkring en visdomstand

En del visdomstænder udvikler i forbindelse med frembruddet en cyste omkring kronen, dvs. en væskefyldt sæk som udvider sig og derved ødelægger den omkringliggende knogle. En sådan tand med en cyste omkring skal fjernes ved operation. Cysten kan blive sæde for infektion og i disse tilfælde må man også anbefale fjernelse af cysten og tanden, når infektionen er bragt til ro. Fig. 6 viser en cyste omkring en visdomstand svarende til pilen.

 

Rank
2