tandblegning
Tandblegning

Tandblegning

Tandblegning i daglig tale er en kosmetisk behandling af sunde tænder, som går ud på at lysne tændernes naturlige farve. De stoffer der hyppigst giver anledning til at tænderne er blevet ændret i farven er the, kaffe, rødvin og rygning. Tænderne skal naturligvis pudses helt rene inden man starter en tandblegning og man skal overveje bivirkningerne grundigt, da det jo er en kosmetisk behandling.

Tandblegning kan være et godt valg, hvis man har kraftige misfarvninger, som ellers kun vil kunne behandles ved bortslibning og behandling med plast/porcelæn. Her vil det nemlig være mere skånsomt at blege.

Hvordan foregår tandblegning hos tandlægen?

Hvis tandblegningen foregår på klinikken, lægges der en gummimembran (kofferdam) omkring de tænder, der skal bleges, så slimhinder og mundhule er beskyttet. Blegemidlet lægges på tænderne, og efter 20-30 minutter suppleres eventuelt med varmebehandling. Behandlingen gentages to til tre gange. Er overfladen på tænderne meget ujævn, kan man få forseglet med en plastfyldning (mikrofilplast) 14 dage efter endt blegning

Mange får ondt i tænderne, mens der bleges, og især hvis man i forvejen har følsomme tandhalse og lider af isninger. I visse tilfælde kan det være nødvendigt at stoppe eller udsætte behandlingen. De fleste isninger og det værste ubehag stopper i løbet af et par dage.

I de tilfælde, hvor ens emalje er tynd, eller at man i forvejen lider af isninger, kan det ikke anbefales, at man bleger tænder. Hvis tænderne har store fyldninger, skal man være opmærksom på, at det vil kræve udskiftning af alle plastfyldningerne efter blegning for at få et pænt resultat.
 

Hvordan foregår tandblegning derhjemme?

Hjemmeblegning foregår ved, at tandlægen efter undersøgelse og rensning af tænderne tager et aftryk af tænderne, og der laves en plastskinne. Selve blegemidlet er en gel, som lægges i skinnen, og skinnen påsættes tænderne. Skinnen skal sidde en til to timer eller hele natten. Undlad at få gelen på tandkødet eller ned i maven. Hele processen tager cirka to til tre uger.

Virker de blegemidler som findes i håndkøb?

Man kan kun købe blegemidler med 0,1 % brintoverilte i håndkøb, og der kræves 3 % brintoverilte for at blege tænder. Køb aldrig blegemidler på nettet, da de kan indeholde stoffer, som skader tænderne.

Kan alle typer tænder bleges?

Tandblegning har ingen effekt på protesetænder eller kroner. Heller ikke en tand, som er rodbehandlet og efterfølgende misfarvet, vil kunne bleges. Det er ikke tilladt at blege tænder på personer under 18 år. Desuden siger reglerne, at der skal gå to dage, fra beslutningen om tandblegning er taget, til man må blege, så man får lidt betænkningstid. Tandlægen skal tage et foto før og efter behandlingen.

Hvilke risici er der ved tandblegning?

Mens tænderne bliver bleget, bliver de ekstra følsomme, fordi blegestofferne trænger helt ind til nerven. Desuden sker der en let beskadigelse af emaljeoverfladen, da pH-værdien i præparaterne er lav (sur).

Det er ikke påvist, at blegemidlerne skader tandnerven. Der er dog rapporteret, at enkelte patienter føler, at tænderne bliver meget følsomme efter blegning.

Der er ingen tvivl om, at tandens emalje ætses, og at man kan miste lidt emalje permanent. Derfor skal man altid tale med sin tandlæge inden behandlingen.

Hvor længe holder en tandblegning?

Effekten af blegning forsvinder i reglen i løbet af et til to år. De fleste anbefaler, at man venter to år med at gentage blegningen.

Intern blegning - hvad er det?

En enkelt tand kan blive meget misfarvet – grå eller blålig-og være meget kosmetisk skæmmende. Blegning af en sådan tand skal altid foregå hos tandlægen.

Tandlægen fjerner alt det cement, som ligger inde i tandens krone gennem en lille åbning på bagsiden af tanden. Herefter syrebehandles området, og der skylles efter. Nu ilægges der lidt fugtet pulver af Natriumperborat, og hullet lukkes midlertidigt. Efter en uge fjernes blegematerialet, og proceduren gentages tre til fire gange. Når man er tilfreds med farven afsluttes med at lukke udboringen på bagsiden med en plastfyldning. Denne behandling kan ofte spare patienten for en kunstig krone, og man behøver ikke at bore så meget væk af tanden.