Hvad er en rodbehandling
I dette kapitel kan du læse om rodbehandling
En rodbehandling foretages ved at tandlægen borer hul i tanden for at komme ind til nerven. Herefter fjernes det bløde og døde væv i nervekanalerne og disse renses rene ved hjælp af små file. Når tandens rodkanal er udrenset og desinficeret, fylder man den med et plastisk materiale og cement. Herved skal roden fyldes så tæt, at der ikke kan trænge bakterier ind i rodkanalen. Tandlægen vil kontrollere sin rodbehandling på røntgenbilleder for at sikre, at rodbehandlingen fylder hele rodkanalen ud og når til rodspidsen.
Lette smerter de første dage efter en rodbehandling er ikke usædvanligt og vil normalt kunne klares med almindelig håndkøbsmedicin. Vedbliver smerterne eller forværres smerterne i forbindelse med tygning, skal man tage kontakt til sin tandlæge. Såfremt man vil sætte en krone ovenpå en tand, der er rodbehandlet, er det vigtigt at man har haft en observationstid på 1/2-1 år og taget røntgenbillede, som viser at behandlingen er lykkedes tilfredsstillende.
I enkelte tilfælde kan betændelsen på rodspidsen være så voldsom eller rodens facon så besværlig, at man er nødt til dels at foretage rodbehandlingen igennem tandens krone, men også at foretage en kirurgisk fjernelse af den sidste del af tandroden sammen med den betændelse, der er der omkring og på den måde afslutte rodbehandlingen fra tandens rodspids. En rodbehandlet tand kan med tiden blive grålig til blålig misfarvet og det kan da være nødvendigt at afblege eller kronebehandle en sådan tand for at gøre den kosmetisk tilfredsstillende. Fig. 1 viser to fortænder, der er stærkt misfarvede efter rodbehandling. Læs mere om behandling af betændelse ved tandroden