Slimhinder
Af Henning Lehmann Bastian, specialtandlæge

Hvide forandringer

 

Lichen Planus 

Lidelsen er en hudsygdom, der viser sig ved et kløende udslæt på den nederste del af armene og benene. Lidelsen viser sig også i mundslimhinden. Den er relativ hyppig og ses især hos midaldrende eller ældre kvinder. Der kendes ikke nogen årsag til lidelsen.

Lichenoide reaktioner

Hvide forandringer, som skyldes, at man tager medicin kaldes lichenoide reaktioner. Lidelsen er hyppigst uden symptomer og viser sig klinisk ved hvide, stregformede tegninger på slimhinden (Fig. 2.4.1). Ind i mellem ses større forandringer som led i lidelsen (Fig. 2.4.2). Lidelsen ses hyppigst på kindslimhinden, men ses også på tungen. På tandkødet kan lidelsen vise sig som en deskvamativ gingivitis, det vil sige, at de øverste epitellag kan skrabes af og efterlader en blødende og smertefuld overflade. Læsionen kan i svære tilfælde behandles med hormoncreme (korticosteroider), eventuelt fastholdt på tandkødet af en okklusionsskinne, det vil sige en form for tandbeskytter, der går ned over tandkødet. 

Svampeinfektion (Candidosis oralis) 

Svampeinfektion i mundhulen kaldes også trøske og er karakteriseret ved hvide belægninger, som kan skrabes af, og som efterlader en rå, blødende overflade. Svampeinfektion kaldes også for de syges sygdom, og det er karakteristisk, at svampeinfektion i mundhulen optræder i forbindelse med en generel svækkelse af kroppen af anden årsag. For at stille den korrekte diagnose, kan man foretage en podning. Symptomerne er irritation i form af svien og brænden i slimhinden. Der kan være en fornemmelse af mundtørhed. Behandlingen består i lokal svampebehandling med sugetabletter eller creme, og i de mere alvorlige tilfælde kan der anvendes en generel svampeterapi i form af tabletter.

Lidelsen ses hos børn, som akut trøske. Man vil da se hvide belægninger som på Fig. 2.4.3.

På Fig. 2.4.4 ses svampebelægninger i ganeslimhinden hos en voksen. Lidelsen optræder hyppigt hos personer helproteser, idet disse giver et fugtigt, varmt miljø, som ved små læsioner i slimhinden vil give mulighed for at svampen sætter sig fast og udvikler sig til en egentlig infektion. Lidelsen ses også efter længere tids behandling med antibiotika eller steroider. 

Kindbidning (Morsicatio buccarum) 

Kindbidning er en lidelse, som ses hos nervøse personer som afstresser ved at gå og tygge på mundslimhinden (Fig. 2.4.5). Da slimhindelæsionerne ikke får ro til at hele op, kan læsionerne blive store. De vil dog forsvinde, når man stopper sin uvane. 

Keratoser 

Keratoser er en kraftig forøgelse af de øverste cellelag  på slimhinden, som følge af en kraftig mekanisk påvirkning af området, som på Fig. 2.4.6 og Fig. 2.4.7. Sådanne læsioner kaldes friktionskeratoser, og opstår, når et område eksempelvis er udsat for kraftig brug af tandbørsten.

White sponge naevus 

Dette er en meget sjælden lidelse, som viser sig ved hvide, kraftigt foldede områder, hovedsagelig i kindslimhinden og forekommende i begge sider samtidig. De er temmelig uregelmæssige i overfladen og lidt vaskebræt-agtige i deres formation. Lidelsen kan være arvelig. Der findes ingen behandling.

Leukødema 

Leukødema er en kronisk tilstand, som er karakteriseret ved et diffust, gråhvidt, mælkeagtigt eller gennemskinneligt udseende af slimhinden. Man kender ikke årsagen til tilstanden, men den ses hyppigere hos tobaksnydere, især piberygere. De ses ofte i begge sider. Karakteristisk for leukødema er, at læsionen forsvinder når kinden strækkes. Tilstanden er godartet og kræver ingen behandling. 

Rygers gane (Leukokeratosis nicotina palati) 

Piberygning er den sædvanlige årsag til rygers gane. Ganen, såvel den hårde som den bløde gane, er påvirket. Man ser, som på Fig. 2.4.10, røde åbninger til de små spytkirtler, som er hævede. Lidelsen er fuldstændig godartet. Den forsvinder som regel ved ophør af piberygning. 

Leukoplaki 

En hvid belægning på mundslimhinden, som ikke kan skrabes af og som ikke kan diagnosticeres som noget andet, betegnes for en leukoplaki. Leukoplakier er i enkelte tilfælde forstadier til mundhulekræft, og der bør derfor altid tages en vævsprøve og stilles en rigtig diagnose af en leukoplaki.

Leukoplakierne kan inddeles i homogene og non-homogene leukoplaier. Der bør foretages en podning for svamp, idet man er i stand til at ændre en non-homogen til en homogen ved svampebehandling. På Fig. 2.4.11 ses en leukoplaki i mundvinklen i højre side, og på Fig. 2.4.12 ses en leukoplaki, som strækker sig ud fra kinden, ned over gummen og ned i mundbunden.

I forbindelse med fremkomsten af HIV/AIDS ses ofte en såkaldt håret leukoplaki på tungens siderand (Fig. 2.4.13). En sådan leukoplaki kan dog også ses hos personer, der er i behandling med immundæmpende lægemidler. 

Mundhulekræft (Carcer cavi oris) 

Mundhulekræft er en relativ sjælden kræftform og optræder med cirka 400 tilfælde om året i Danmark. På Fig. 2.4.14 ses et tilfælde af en leukoplaki i mundbunden, som ved en vævsprøve viste sig at have udviklet sig til mundhulekræft. På Fig. 2.4.15 ses en lidt eksofytisk, blomkålsagtig udvækst på slimhinden, helt bagtil i underkæben, og ved vævsprøve viste dette sig også at have udviklet sig til mundhulekræft. Behandlingen af mundhulekræft kan enten være kirurgi, strålebehandling eller en kombination af disse.