Eksotoser
Af Henning Lehmann Bastian, specialtandlæge

Eksotoser

Eksostoser er godartede, afgrænsede knoglefremspring. De påvirker hyppigt kæberne, på grund af hævelse. De er benhårde og kan forekomme i ganens midtlinje, i underkæben ind mod tungen (Fig. 1 og Fig. 2) og på knoglen lige over tænderne, såvel i overkæben som i underkæben (Fig. 3 og Fig. 4).

 

Hvorfor får man eksotoser?

Årsagen til fremkomsten af disse knoglegevækster kendes ikke, men de fleste mener, at det skyldes både genetiske og lokale faktorer.

 

Hvordan behandles eksotoser?

De fleste eksostoser er så lette at genkende, at tandlægen ikke behøver at tage en vævsprøve for at stille diagnosen. Hvis diagnosen er usikker, kan det være nødvendigt at tage en biopsi. De fleste eksostoser kræver ingen behandling, men i tilfælde af gentagne sårdannelser og smerte på grund af en meget tynd slimhinde henover eksotosen, kan det være nødvendigt at fjerne den. Ligeledes kan det være nødvendigt at tilpasse underlaget i tilfælde af, at man skal tilpasse en tandprotese. I enkelte tilfælde kan det være nødvendigt at fjerne dem for at forbedre mundhygiejnen.

Eksotoser fjernes kirurgisk under lokalbedøvelse, enten med en lille mejsel eller med et bor. Helingen tager cirka 10 dage.