paradentose
Af Henning Lehmann Bastian, specialtandlæge

Paradentose

Paradentose (Fig. 2.2.1) er en infektionssygdom i tandkød og/eller kæbeknogle, som skyldes bakteriebelægninger (plak). Plak opstår, når bakterier fra mundhulen har siddet fast på tandoverfladerne i tilstrækkelig lang tid til at formere sig. Disse bakterier organiserer sig til en sammenhængende hinde af bakteriebelægninger, som kaldes plak (Fig. 2.1.1). Plak-bakterier producerer affaldsstoffer og/eller giftstoffer, som kan irritere både tandkød og den knogle, som tænderne sidder fæstnet i. Ved paradentose er tandkødslommerne (rummet mellem tanden og tandkødet) for dybe til, at plakbelægningerne kan fjernes ved almindelig hjemmetandpleje.

Hvordan behandler man paradentose?

  • Tandrensning/tandrodsrensning

Plak og tandsten i lommerne skal fjernes ved professionel tandrensning og tandrodsrensning, som foretages af tandlægen/tandplejeren.

Har lommerne en dybde op til 5 mm vil behandlingen i mange tilfælde være professionel tandrensning/tandrodsrensning efterfulgt af regelmæssige kontroller ved tandlægen/tandplejeren for at sikre at en optimal mundhygiejne opretholdes.

  • Operation

Er lommerne dybere end 5 mm  (Fig. 2.2.1), må tandlægen supplere sin behandling med en operation, som har til formål at fjerne de dybe tandkødslommer.

Der er hovedsageligt to forskellige typer operationer: Gingivektomi og lapoperation.

  • Gingivektomi

Fjernelse af tandkødet som er med til at danne tandkødslommerne.

  • Lapoperation

Lapoperation  (Fig. 2.2.2) indebærer fjernelse af en lille rand af tandkødskanten samt indersiden af tandkødslommerne. Herefter skubber man tandkødet til siden og på den måde skaber man overblik over rodoverfladerne, som nu kan renses optimalt samtidigt med at betændelsesvævet fjernes. Til sidst syr man lapperne tilbage.

I nogle tilfælde forårsager paradentose ikke blot dannelsen af en tandkødslomme men også af en knoglelomme, (et hulrum i knoglen, hvor tænderne sidder fast). På (Fig. 2.2.3 / Fig. 2.2.4) kan man se en knoglelomme. Er der dannet en knoglelomme, kan man gendanne tandfæstet ved hjælp af en membranbehandling.

Membranbehandling indebærer en lapoperation kombineret med en dækning af knoglelommen med en membran. Membranen, som fungerer som en fysisk barriere, sørger for at knoglelommen bliver fyldt med den rigtige type celler (rodhindeceller) og på den måde vil den knogle, som tanden sidder i, blive gendannet (Fig. 2.2.5 / Fig. 2.2.6).

Hvad er fremtidsudsigterne?

Prognosen efter en behandling for paradentose er god, hvis man kan vedligeholde den gode mundhygiejne, som man lærer på klinikken. Det kræver desuden, at man besøger tandklinikken regelmæssigt, og at man er klar over, at man skal gøre en ekstra indsats.