Af Henning Lehmann Bastian, specialtandlæge

Betændelse på rodspidsen

Hvis det ikke er muligt at fjerne betændelsen igennem tandens rodkanal, må man få foretaget et kirurgisk indgreb på rodspidsen af tanden. Ved en almindelig rodbehandling borer man et lille hul i tanden og fjerner nervevævet (nerven). Hvis ikke det er muligt gennem tandkronen må man lave en lille operation på rodspidsen.

Et kirurgisk indgreb på rodpidsen af tanden kan være nødvendigt, fordi:

  • Rodbehandling kan ikke laves bedre, og der stadig er smerter fra tanden.

  • Betændelsen er udbredt eller der kan være en krone og en rodstift på tanden, hvilket blokerer for adgangen.

  • Betændelsen har udviklet sig til en cyste, som ikke kan dræneres gennem rodkanalen.

 

Hvordan foregår et kirurgisk indgreb på rodspidsen?

Indgrebet laves i lokalbedøvelse. Når der er lagt en effektiv bedøvelse, lægger man et snit i slimhinden og frilægger den knogle, der ligger lige over roden på tanden (Fig. 1,2,3). Herefter bores der et hul i knoglen ind til spidsen og betændelsen (Fig. 4,5,6,7). Med et bor skæres rodspidsen af, og betændelsen skrabes grundigt ud ( Fig.8,10,11).

Knoglen gøres ren ved skylning og skrabning. Herefter finder man den utætte rodfyldning, og der laves en udboring på rodspidsen med et lille bor(Fig. 9). Hullet forsegles med en plastfyldning eller cement, og der skylles efter med et bakteriedræbende middel (Fig. 13,14). Nu kan slimhinden lægges tilbage og syes fast. Som regel anvender man tråde, der forsvinder af sig selv (Fig. 15).

Efter indgrebet skal patienten skylle munden med 0,1 % klorhexidingluconat to gange dagligt og have blød kost i otte dage.

Der kan komme en del smerter og hævelse, og man anbefaler smertestillende midler (paracetamol evt. kombineret med ibuprofen) flere gange i døgnet. De fleste gener er væk efter 8-10 dage.

Hvad er fremtidsudsigterne?

Der er 80 procent chance for, at operationen lykkes på en enrodet tand. Hvis en operation mislykkes, anbefales det i de fleste tilfælde at trække tanden ud. Tanden kan efter tre til fire måneder erstattes af en bro eller et implantat.