Piercing i munden
Af Henning Lehmann Bastian, specialtandlæge

Piercinger i munden

 

Langt den hyppigste form for mundpiercing laves i tungen (Fig. 5 og 6) og læben (Fig. 7 og 8), men piercinger kan også laves i kinden eller i drøblen.

Den stav, der bruges til tungepiercing, kaldes en “barbell”, det vil sige en vægtstang, der er forsynet med en kugle i den ene ende og en afskruelig kugle i den anden ende. Der kan også placeres ringe, som det ses ved læbepiercing. Hvis man vil have en tungepiercing, skal den placeres på tungens siderand.

Til læbepiercing anvendes en stav, der kaldes en “labret”, hvor der er en kugle i den ene ende og en flad metalplade i den anden ende, som det ses af Fig. 7. Piercingstaven kan laves af forskelligt materiale som kirurgisk stål, guld, platin og titanium. Sølv er uanvendeligt i mundhulen, da det bliver sort. 

Hvordan vælger man piercer?

Folk, der lader sig pierce, bør undersøge, om piercingen foregår sterilt, samt om pierceren har lært sig faget. Se efter, om der er certifikater, og hør behandleren om, hvor vedkommende er uddannet. Spørg ind til sterilitet (engangsmateriale), brug af handsker og læg mærke til, om der er rent i rummet.

Hvilke risici er der forbundet med piercinger?

De største problemer i forbindelse med piercing er hygiejnen, hvor man teoretisk set kan risikere alvorlige infektioner. For at undgå infektion er det vigtigt, at man flere gange om ugen tager piercingsmykket ud, renser munden, og gør smykket grundigt rent i en 0,1% klorhexidin-opløsning flere gange om ugen.

Den hyppigste komplikation ved mundpiercing er tandskader. Der er rapporteret om adskillige ødelæggelser af tandemalje på grund af tungestaven.

Læbepiercing kan genere tandkødet og give infektioner. Generne kan også føre til tab af tandkød, så roden blottes.

Hvis der ikke er styr på hygiejnen på stedet, og nålene eksempelvis bliver genbrugt, kan man risikere at blive smittet med blodbårne sygdomme som HIV og hepatitis.