Tandlægen har en enestående mulighed for at opdage patologiske tilstande i mundslimhinden i en meget tidlig fase på grund af patienternes regelmæssige tandplejeadfærd. En forudsætning for at få det fulde udbytte af en regelmæssig screening af mundslimhinden er dog at tandlægen og tandplejeren er bekendt med de almindeligste mundslimhindelidelser og patologiske tilstande i mundhulen. I praksis vil det sige en evne til at skelne mellem sundt og patologisk. I denne artikel omtales nogle ret almindelige patologiske tilstande , som alle har en benign karakter, men hvor kun en vævsprøve  (biopsi) og påfølgende histopatologiske undersøgelse  kan fastslå den endelige diagnose. Der er mulighed for at få foretaget histopatologisk undersøgelse i alle regioner og hos Professor Jesper Reibel.

 
Når man har udtaget sin vævsprøve skal vævet placeres i en 10% formalinopløsning. Glas med væske kan rekvireres hos sin undersøger. Formalinglasset mærkes tydeligt med patientdata og afsender samt dato. Ligeledes skal man udfylde de medsendte blanketter så omhyggeligt som muligt. Hvis man klinisk bedømmer lidelsen til at være en benign lidelse vil jeg foreslå at man fjerner hele den patologiske tilstand  dvs. foretager en ekscisionsbiopsi. Hvis man har mistanke om en malign lidelse skal man henvise til en kæbekirurgisk afdeling eller til egen ørelæge.
 
Mange tandlæger har i dag mulighed for at tage kliniske fotos og især ved slimhindeforandringer er det et fantastisk dokumentationsmateriale og en helt uvurderlig hjælp for hukommelsen ved kontrolbesøg. Billederne giver mange flere og præcise detaljer end man kan beskrive i journalen. Billederne er naturligvis en del af journalen ,  men ved digitale fotos er det ikke noget problem i de moderne klinikprogrammer. Danske tandlæger har tradition for at være meget optaget af slimhindelidelser og meget interesserede ,  men lidelsernes sjældenhed gør at man med jævne mellemrum skal opdatere sin viden på området. PTO’s medlemmer  har gratis adgang til faciliteterne på www.tandogmund.dk/prof og det giver mulighed for at man kan stille faglige spørgsmål vedlagt billeder af tilstanden og herved opnå vederlagsfri faglig sparring. Der er desuden mulighed for at slå op i ”minileksikon”, der også rummer billeder af de forskellige tilstande.
 
Papillom:
fig. 1 ses et papillom på gingiva hos et barn. Papillomet er en ægte tumor udgået fra pladeepitelet. Det forekommer i alle aldersgrupper lidt hyppigere hos kvinder end hos mænd. Ses oftest på tungen , kindslimhinderne og gingiva. Tumor er ofte stilket og udgøres af små fingerlignende proliferationer, der giver den et blomkålsagtigt udseende Fig.2. Tumor er ofte langsomtvoksende og velafgrænset , men kan opnå anseelig størrelse. Papillomer kan opstå ved et lokalt irritament og klinisk kan de ikke skelnes fra et virusinduceret verruca vulgaris. Diagnosen stilles klinisk og histopatologisk og behandlingen er fuldført ved en excisionsbiopsi. Recidiv efter fjernelse er sjælden.
 
Fibrom:
Fig.3 viser et ægte fibrom i ganens slimhinde. Fibromet er den hyppigste tumoragtige proliferation i mundslimhinden, da de fleste  er reaktive hyperplasier i bindevævet opstået som reaktion på et lokalt irritament. Den kan forekomme overalt i mundhulen og har klinisk en glat overflade med samme farve som den omkringliggende slimhinde, men kan på grund af mekanisk påvirkning optræde hvid eller hyperkeratiniseret. Tilhæftningen til underlaget kan både være bredbaset eller stilket. Fibromet forekommer hyppigst mellem 40-60 års alderen. Størrelsen kan variere fra få mm  op til 1,5 cm Fig.4. Diagnosen stilles klinisk og histopatologisk og behandlingen er den udførte excisionsbiopsi. Recidiv er sjælden.
 
Lipom:
Lipomet er den hyppigste tumor i kroppen , men i mundhulen er den ret sjælden. Fig.5 og Fig.6 viser et lipom i tungen. Tumor præsenterer sig som en blød, nodulær masse med en glat overflade. Tilhæftningen kan være bredbaset og stilket. Tumor vokser langsomt og har ofte været tilstede i årevis inden patienten henvender sig og diagnosen stilles. Størrelsen kan variere fra ½ cm. til flere cm. Af og til kan man skelne den gullige farve gennem slimhinden. De dybtliggende tumorer  i tungen føles dog hårde og er uden den gule farve. Kindslimhinden og tungen er de hyppigste lokalisationer. Behandlingen er kirurgisk excision. Tumor er ofte let af fjerne da den har en fibrøs kapsel. Recidiv er meget sjælden.
 
Pyogene granulom:
Tilstanden er nok den hyppigste patologiske udvækst på mundslimhinden. 75% af dem forekommer på gingiva  Fig. 7 og Fig.8. De kan være bredbaset eller stilket hæftet til underlaget. Overfladen kan være glat eller  puklet, med eller uden ulceration. Farven er oftest kraftig rødlig. Udvæksten opstår som følge af et kraftigt vævsrespons på et lokalt irritament. Størrelsen kan være 5-10mm. Tilstanden ses hyppigst hos yngre individer, men kan ses i alle aldre – hyppigst hos kvinder. Lidelsen er smertefri, men kan vokse hurtigt , hvorfor den kan give anledning til bekymring hos både patient og behandler. På grund af den store karrigdom er der ofte blødning fra området. Behandlingen er total fjernelse helt til periost og en grundig rensning af de tilstødende tænders rodoverflade. Vævet sendes til histologisk undersøgelse.
 
Graviditetsgranulom:
Hos gravide ses det pyogene granulom relativt ofte Fig 9. Det kan starte allerede i første trimester og vokse temmelig kraftigt. Behandlingen er den samme som beskrevet ovenfor , men man anbefaler at afvente til post partus inden fjernelsen , idet de store hormonforandringer gør at lidelsen ofte recidiverer. Der er set tilfælde hvor lidelsen er forsvundet spontant efter fødslen er overstået.
 
Perifert kæmpecellegranulom:
Det perifere kæmpecellegranulom opstår på grund af et lokalt irritament og optræder udelukkende på gingiva  Fig.10 og Fig 11 og den tandløse processus alveolaris.. Det kan være stilket såvel som bredbaset tilhæftet underlaget. Farven er ofte rød til blålig og overfladen er glat eller puklet og kan være ulcereret.. Størrelsen kan variere fra få mm. til flere cm. i diameter. Lidelsen ses hyppigst hos kvinder mellem 50-60 års alderen. Histologisk er der lighed mellem det centrale og det perifere kæmpecellegranulom og hvis knoglen er lidt eroderet kan man mistænke at læsionen er opstået centralt fra.
Hvis diagnosen bekræftes histologisk skal der tages en blodprøve hos egen læge til undersøgelse for hyperparathyreoidisme. Behandlingen er kirurgisk fjernelse af vævet helt til knogleoverfladen og grundig rensning af nabotænder, idet recidivfrekvensen er relativ høj. Vævet skal sendes til histopatologisk undersøgelse.