Forfatter
Specialtandlæge Henning Bastian

Cøliaki blev opdaget i 1950’erne af en Hollandsk børnelæge som afslørede en relation mellem indtagelse af gluten og visse symptomer. Sygdommen  er en autoimmun lidelse som forekommer hos genetisk følsomme personer. Lidelsen rammer oftest tyndtarmen, hvor det fører til en progredierende affladning af tyndtarmens slimhinde. Man skønner at kun 10% af de der lider af cøliaki er diagnosticeret. Symptomerne er meget diffuse og lidelsen kan være ”stille” i mange år. Problemet med sygdommen er fejlabsorbtion og dermed fejlernæring. Der er således stor overvægt af osteoporose i gruppen og der er forøget risiko for udvikling af lymfomer samt cancer i munden, farynx samt oesofagus og tyndtarm.

 
Patienter med ubehandlet cøliaki kan udvise recurrent aftøs stomatitis og emaljedefekter. Der er ikke ret mange undersøgelser over sammenhængen mellem cøliaki og mundhulen, men der pågår studier som skal vise om tandlægen kan medvirke til bedre og tidligere  diagnostik af sygdommen, samt om patienterne har specielle veldefinerede tandlægelige behov som kan udløse støttemuligheder.
 
Sygdommen optræder hos ca. 1% af befolkningen , men alle er enige om at sygdommen er stærkt underestimeret. Sygdommen forekommer hyppigst hos kvinder. Ratioen kvinder/mænd er 2:1-3:1. Den nedarves autosomal dominant, men expressionen er inkomplet.
 
Symptomerne ved cøliaki er oppustethed, abdominale smerter, anorexi, diarre’, luftafgang, fedtafføringer, opkast og vægttab. Hertil kommer nogle ofte refererede symptomer som anæmi, artritis, kronisk træthed, emaljedefekter, dermatitis herpetiformis, epilepsi, sure opstød, sent indsættende pubertet, myelopati, perifer neuropati, recurrent aftøs stomatitis og lav vækst.
 
De orale symptomer er beskrevet som ulcerationer i form af minor og major after samt herpetiforme ulcerationer. Desuden svien og brænden samt tungeforandringer i form af erytemer og atrofi af tungeslimhinden (Fig.1). Patienterne klager desuden over mundtørhed og smagsforstyrrelser.
 
Emaljedefekterne deler sig i 3 kategorier. Defekter i emaljens farve, lette strukturelle defekter og endelig alvorlige strukturelle defekter.
 
Diagnosen stilles i dag på en biopsi af tyndtarmsslimhinde og det er ” golden standard”, suppleret af kliniske symptomer og en serum antistof analyse.
 
Det interessante er, at vi som tandlæger nu skal til at huske på  cøliaki som en differentialdiagnose når patienterne udviser ovenfor nævnte diffuse symptomer. Sygdommen er stærkt underdiagnosticeret og måske vil forskningen i fremtiden vise at tandlæger vil kunne bidrage til diagnostikken, hvis man finder markører i spyttet, spytkirtlerne eller i den orale slimhinde. Noget tyder på at der er en øgning i de lymfocytære infiltrater omkring spytkirtlerne. I dag og indtil videre bør man ved mistanken om cøliaki henvise til egen læge til videre udredning.