Lupus erythematosus disseminatus (SLE).
SLE er en alvorlig, multisystemisk, bindevævssygdom med mange kutane og orale manifestationer. Det er en autoimmun lidelse, uden kendt årsag. Sygdommen kan være meget vanskelig at diagnosticere i de tidlige stadier, da den kan have aktive og fredelige perioder. Kvinder afficeres 10 gange hyppigere end mænd. Sygdommen debuterer i 30 års alderen. Symptomerne kan være feber, vægttab, ledproblemer, træthed og utilpashed. Lidelsen er sjælden idet den forekommer hos 0,1% af befolkningen. I ca. 50 % af tilfældene ses den karakteristiske sommerfugletegning i malarområdet og hen over næsen (Fig.1). Sollys er ofte årsag til forværring af udbruddet, hvilket tydeligt ses på billedet ,hvor de tildækkede områder er gået fri (Fig.2). Efterhånden angribes en række organer som nyrer, lunger, CNS, mave-tarmkanal, hjertet og leddene. Symptomerne afhænger af hvilke organer der afficeres. Sygdommen kan ende fatalt. Hos 25% er der ingen hudsymptomer, som foruden ansigtet ramme hænder ,arme (Fig.3) og krop (Fig.4). Ledsymptomerne rammer ofte fingrene.
De orale forandringer optræder med varierende hyppighed, men rapporteres trods alt hos ca.25-40%. Det drejer sig om discoide læsioner som ved DLE samt ukarakteristiske ulcerationer (Fig.5) og erytemer (Fig.6). Ganen , kinden og gingiva er de hyppigste lokalisationer.
 
 
Diagnosen stilles efter en histologisk undersøgelse af en læsion. Der skal også tages biopsi til immunfluorescensundersøgelse, samt en serologisk undersøgelse for antistoffer. Afhængig af sygdomsaktiviteten behandles med enten non-steroid antiinflammatoriske stoffer, steroider eller immunsuppressiva.
Differentialdiagnostisk kan man tænke på DLE, Lichen planus, erytroplaki, erytema multiforme , benign slimhindepemfigoid eller candidiasis.
 
Lupus erytematosus discoides (DLE).
Lidelsen er en kronisk bindevævssygdom af autoimmun oprindelse og uden kendt ætiologi. Sygdommen er hyppigst hos kvinder. 20-25 % af patienterne har orale symptomer, som næsten altid forekommer sammen med hudforandringe. De typiske hudforandringer ses på hoved-halsområdet, altså på lyseksponeret hud. Der ses masser af rødlige og violette  elementer dækket af fastsiddende skæl (Fig.7),hvor man også kan ane den karakteristiske sommerfugletegning hen over kinder og næseryg. På Fig.8 ses elementer perioralt. De intraorale læsioner der betegnes som discoide læsioner ses på Fig.9 og Fig.10. I de typiske tilfælde er de karakteriseret ved et centralt ,atrofisk rødligt område med en let eleveret, keratiniseret afgrænsning, hvorfra der se hvide, tynde irradierende striae, som en fjertegning. I det rødlige område kan der ses hvide keratiniserede pletter der svarer til de hornpløkke som ses histologisk. Endvidere kan der forekomme teleangiectasier. Lidelsen ses hyppigst på kinder gingiva og prolabiet.
Diagnosen stilles på baggrund af de kliniske fund og histologisk undersøgelse af en biopsi. Der skal tages biopsi både af læsionen og til immunfluorescensundersøgelse. Der kan desuden laves en serologisk undersøgelse for antistoffer.
Lidelsen behandles med steroidsalve, generel steroidterapi eller med antimalariamidler. De væsentligste differentialdiagnostiske overvejelser omfatter lichen planus, leukoplaki, erytroplaki, benign slimhindepemfigoid, erytema multiforme og candidiasis.