I 1960’erne begyndte man så småt i U.S.A at eksperimentere med implantater på lidt mere seriøs basis. Dette førte til at man i 1978 holdt den såkaldte Harvard konference som omhandlede tandimplantater.
 
På det tidspunkt kendte man kun subperiostale implantater (Fig.1, 2, 3) og bladimplantater (Fig. 4, 5). Karakteristisk for begge typer er at de penetrerer slimhinden og ikke osseointegreres , men udvikler fibrøs indheling. Bemærk på Fig.2 hvordan metalbasis har eroderet sig ned i knoglen.
 
Fig. 5 viser hvordan bladimplantatet simpelthen har resorberet knoglen og nu ligger i en fibrøs lomme. Den stigende anvendelse/efterspørgsel af implantater førte til at NIH i U.S.A i 1988 udsendte nogle statements om implantater. De skulle have en tilfredsstillende funktion, fravær af ubehag, forbedre æstetikken og forbedre velbefindende.
 
Disse noget vage formuleringer blev fulgt op af nogle objektive kriterier:
God okklusion og passende bidhøjde.
Gingival inflammation skulle kunne behandles.
Bevægeligheden kun 1 mm i alle retninger.
Ingen symptomer eller tegn på infektion.
Ingen skader på nabotænder.
Ingen tegn på paræstesi eller skade på n.alv.inf., sinus max. Eller cavum nasi.
Sundt bindevæv.
 
Imens havde Brånemark allerede i 1985 præsenteret sit banebrydende implantat underbygget af solide forskningsresultater. I 1986 var der kommet nogle videnskabeligt velunderbyggede succeskriterier fra Albrecktsson :

Implantater skal være ubevægelige i alle retninger.
Ingen periimplantær radiolucens.
Knogletab højest 0,2mm/år efter 1 år.
Ingen smerte,infektion eller neurologiske symptomer.
Overlevelsen 85 % efter 5 år. 80 % efter 10 år.
 
 
Mange anså kriterierne fra NIH for alt for svage og måske skal det ses i lyset af at U.S.A. ikke ønskede at komme bagud i forskningen. På dette tidspunkt havde kun Brånemark basisforskningen i orden og præsenterede sine cylindriske titaniumimplantater på markedet. I dag er der mere end 1000 implantattyper på markedet. Et implantat er defineret som: ”Et kirurgisk implantat er et ikke levende materiale som indsættes i den menneskelige organisme med henblik på at forblive der igennem længere tid og udføre en bestemt funktion”.
 
Implantater har i tidens løb været fremstillet af flere forskellige typer materialer f.eks. rustfrit stål, krom-koboltlegeringer, titanium, titaniumlegeringer og zirkonium. Et af de vigtige begreber som man beskæftiger sig med er biokompatibilitet. Det optimale vil være om man kan skabe en ”parodontalmembran” mellem implantat og knogle, sekundært at implantatet osseointegrerer ved en direkte kontakt mellem implantat og knogle-en ankylose (Fig.6).
Det titanium der anvendes til tandimplantater i dag er Titan (grade 4). Materialet er let som aluminium, stærkt som stål og fuldstændig biokombatibelt. Foruden 99,20% titan indeholder det O2,Fe,C,N og H. De biomekaniske krav der stilles er at materialet skal kunne modstå tyggekraften og den udløste stress skal kunne overføres på en hensigtsmæssig måde til knogle og slimhinder. De biomekaniske egenskaber defineres af implantatets overfladedesign d.v.s implantatets makrostruktur og mikrostruktur samt kontaktzonens karakter og kraftens retning og type. Makrostrukturen på implantater kan være  cylindrisk,rodformet, skrueformet med varierende skruegang, bladformet og hullet ,som et trådnet. Makrostrukturen er helt afgørende for implantatets ”primære stabilitet”.
 
Et implantats mikrostruktur skal sikre den mekaniske retention efter der er sket osseointegration. De fleste implantatsystemer anbefaler en integrationstid inden fuld belastning på 6-12 uger. Der er sket en fantastisk udvikling af implantatoverflader fra glatte,hydroxylapatitcoatede,sandblæste titaniumplasma-sprayede. I dag er den fremherskende mikrostruktur SLA-overfladen, Sandblasted, Large grid, Acid treated.
 
Osseointegrationen er også i høj grad afhængig af implantatets overfladekemi. Man har således anvendt Hydroxylapatit,TiO2 samt Fluorforbindelser.Titanium giver en direkte kontakt til knogle.
 
Andre ting som er medvirkende til at øge osseointegrationen er steril, atraumatisk operationsteknik (skarpe bor), lav rotationshastighed uden varmeudvikling, afkøling under udboring med køleskabskoldt vand og en  uforstyrret helingsfase.
 
Implantater kan indsættes immediat  d.v.s. man fjerner en enrodet tand eller rod og isætter implantatet i samme seance. Implantatet skal være bredere og længere end den tomme alveole. Forudsætningen for at dette kan gøres er at der ikke er aktiv infektion og at tand/rod kan fjernes ukompliceret. Der kan dog laves knoglegenopbygning i samme seance. Hvis der er et kronisk, apikalt granulom kan dette fjernes i samme seance og er ingen hindring for immediat indsættelse.
 
Man kan også foretage ”forsinket indsættelse”. Det betyder at man venter ca.6 uger og får et fint slimhindeaflukke inden implantatindsættelsen. Dette anvendes især hvis man har et kedeligt inflammeret tandkød og giver et mere forudsigeligt postoperativt resultat. Efter min opfattelse skal man ikke anvende ”immediat” eller ”forsinket indsættelse” ved flerrodede tænder.
 
Det mest forudsigelige resultat får man ved at foretage ”sen indsættelse” dvs. efter fuldstændig knogle – og slimhindeheling, hvilket i praksis vil sige ca. 6 måneder efter ekstraktion af tanden.
 
Der opereres med forskellige belastningstidspunkter. ”Direkte” er indenfor en uge, ”tidlig” er indenfor 8 uger og det ”konventionelle” tidspunkt er indenfor 8-12 uger. Der har været ført nogen diskussion om man kan påsætte et ubelastet provisorium straks og det er naturligvis muligt, men jeg foretrækker at implantatet indheler ubelastet i 6-12 uger.
 
Indikationerne for indsættelse af implantater er total tandmangel, partielt tandtab samt enkelttandstab. Man skal vurdere om der er tilstrækkeligt med knogle i alle retninger dvs, min 1-2 mm og afstanden til nabotænderne skal desuden kunne rumme implantat og instrumentering. Knoglehøjden måles på røntgen og et passende implantat udvælges. Hvis nabotænderne har store fyldninger kan man også overveje om der skal laves en konventionel bro i stedet. Knogledefekter kan ofte genopbygges i samme seance som implantatindsættelsen, men skal naturligvis med i planlægningen og den orientering som patienten skal have præoperativt.
 
Hertil kommer at patienten skal være udvokset, det vil som en tommelfingerregel sige at piger skal være ca. 18-20 år og drenge 19-21 år inden implantation. Kun i meget specielle tilfælde af f.eks. total agenesi kan en tidlig implantatbehandling komme på tale.